Sådan får du billigt mobilt bredbånd til 179 kroner per måned
Mobilt bredbånd er – i forhold til fibernet – en billig måde at få internet i hjemmet på. Men du kan spare 50 kroner om måneden ved at købe et helt almindeligt mobilabonnement og egen 4G- eller 5G-router i stedet for teleselskabernes færdigstrikkede pakker med abonnement og router til mobilt bredbånd.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer
Få mobilt bredbånd med et mobilabonnement og spar penge
EU’s regler om netneutralitet giver forbrugere ret til frit at vælge, hvilken 4G- eller 5G-router man vil bruge sammen med et SIM-kort. Derfor kan du med fordel få billig mobilt bredbånd i hjemmet ved blot at købe et ganske almindeligt mobilabonnement med fri data for ned til 179 kroner per måned.
Til sammenligning koster det billigste abonnement på mobilt bredbånd med router inkluderet 229 kroner per måned. Se eksempler på billige mobilabonnementer med fri data herunder:
OiSTER
OiSTER bruger 3’s mobilnet:
- Fri tale, fri data (22 GB i EU) og 5G
Pris: 179 kroner per måned (59 kroner per måned de første to måneder)
Se aktuelle priser og tilbud hos OiSTER
dukaTALE
dukaTALE bruger Telenors mobilnet:
- Fri tale, fri data (25 GB i EU) og 5G
Pris: 179 kroner per måned
Se aktuelle priser og tilbud hos dukaTALE
Ved at vælge et mobilabonnement til 179 kroner sparer du altså 50 kroner per måned eller hvad der svarer til 600 kroner om året. I perioder kan du endda spare endnu mere. For eksempel har Call me nogle gange et abonnement med fri tale, fri data og 5G for kun 149 kroner per måned.
Læs også: Hvilket bredbånd er det bedste?
Du skal selv købe en router – sådan finder du en billig
Når man køber en færdigstrikket pakke på mobilt bredbånd, følger der ofte en 4G-router med, som er enten gratis eller kun koster få hundrede kroner. Med 5G-bredbånd får man ofte mulighed for at afdrage på routeren over en længere periode.
Den fordel mister man, når man køber et ganske almindeligt SIM-kort til et mobilabonnement. Man skal derfor selv købe en 4G- eller 5G-router. En 4G-router er billig og kan fås i prislejet 500-1.000 kroner. Det er også muligt at købe dyrere og bedre 4G-routere såsom Huawei 4G CPE Pro 2.
En 5G-router er noget dyrere i indkøb. Den billigste, ZTE MC801A, koster lige over 2.000 kroner. Men til gengæld sparer du også penge hver måned, og ekstraudgiften vil derfor tjene sig selv hjem igen over tid. Læs mere om, hvordan du får billigt mobilt 5G-bredbånd.
Der er endnu flere penge at spare, hvis du er villig til at købe en brugt 4G- eller 5G-router på Den Blå Avis, Facebook Markedsplads og lignende steder. Søg blot efter “4G-router” eller “5G-router”, og du bør finde mange brugte routere til salg.
Utroligt nemt at komme i gang med
Selve opsætningen er fuldstændig den samme, som hvis du havde købt et mobilt bredbåndsabonnement hos et teleselskab. Du indsætter blot SIM-kortet i routeren, og så er du kørende.
Du kan dog komme ud for, at der er en PIN-kode på SIM-kortet. På de fleste routere kan man angive en PIN-kode fra sin telefon eller en computer som det første, når man er tilsluttet det trådløse Wi-Fi. Alternativt kan du forsøge at fjerne PIN-koden fra teleselskabets selvbetjening, hvis du vil slippe for at skulle taste PIN-koden første gang routeren tændes.
Synes du det er for bøvlet at skulle købe mobilabonnement og router hver for sig? Så er der også en anden måde at spare penge på: Køb et klassisk mobilt bredbåndsabonnement til gode intropriser flere gange om året.