Test af Samsung Galaxy Watch 4 – Imponerer og skuffer
Samsung er tilbage med en ny generation af smartwatches, og denne gang er nyhederne større end normalt. Er Galaxy Watch 4 et skridt i den rigtige retning, skal du købe det og hvad er dets fordele og ulemper? Alt det kan du læse om i denne test af Samsung Galaxy Watch 4.
Tidligere i år annoncerede Google, at de havde arbejdet hårdt på en stor opdatering til deres wearable-platform, Wear OS. Samtidig blev det afsløret, at Samsung havde været med i udviklingen af denne og derfor fremover ville udstyre deres smartwatches med netop Wear OS 3. Dermed droppede Samsung deres egen Tizen-software til fordel for Googles. Og netop denne ændring var der mange, der så frem til og havde store forventninger til. Var det ny Apples Watch endelig fik en gedign Android-konkurrent? Galaxy Watch 4 er det første smartwatch fra Samsung, og på markedet overhovedet, der benytter Wear OS 3, og vi har haft det til test.
Samsung Galaxy Watch 4 koster fra 1.999 kroner op til en pris på 3.399 kroner. Modellen vi har til test er Samsung Galaxy Watch 4 i 42 millimeter urskive uden LTE til 2.799 kroner. Og hvordan er Samsung Galaxy Watch 4 så? Læs med og få svaret.
Se også: Tests af smartwatches og fitnesstrackere
Fordele og ulemper ved Samsung Galaxy Watch 4
Fordele:
- Flot design og god byggekvalitet
- Flot og lysstærk skærm
- Simpel brugerflade med let navigation
- Præcise målinger og gennemført pakke af sundheds- og træningsfunktioner
- Imponerende ydelse ved telefonopkald
- Solid bluetooth-forbindelse
Ulemper:
- Ringe batteritid og langsom opladning
- Ingen tale til tekst på dansk
- Ingen stemmeassisstent på dansk
- Tykkelsen på uret gør ikke noget godt for komforten
- Flere små fejl i softwaren
- Kan ikke bruges med iPhone
Se også: Sammenlign priser på smartwatches
Design og skærm
Galaxy Watch 4 er uret, der passer til alle håndled. Samsung Galaxy Watch 4 kommer nemlig i hele fire størrelser; 40, 42, 44 og 46 mm, hvor 42 og 46 er Classic-udgaven og 40 og 44 er den mere sporty og billigere udgave. Udgaven vi har haft til test er 44 mm Samsung Galaxy Watch Classic i sort.
Designmæssigt træder det ikke langt fra tidligere Samsung smartwatches, på begge modeller. Den billigere model minder om de tidligere Active-ure, mens Classic har den velkendte drejbare urkrans, som bruges til navigation i softwaren. Galaxy Watch 4 er uden tvivl et af de pænere smartwatches på markedet og det er utroligt godt skruet sammen. Det er derudover IP68-certificeret, skærmen er beskyttet med nyeste Gorilla Glass DX og uret er MIL-STD-810G-godkendt, så holdbarheden fejler intet.
Samsung Galaxy Watch 4 er behageligt at have på, og jeg føler aldrig trang til at tage det af. Jeg kan endda fint sove med det på. Der er dog et “men” her, for Watch 4 Classic er et meget tykt ur. Udgaven vi har til test er hele 11,2 mm tykt, og tykkelsen kan drille, når man fx har en skjorte på.
Skærmen er Galaxy Watch 4 er utroligt god – Samsung kan virkelig noget med skærme. Skærmen er fra 1,19 til 1,4 tommer stor med en opløsning på 450 x 450 pixel. Det er en lysstærk Super AMOLED-skærm, som altid fremstår tydelig og læsbar. Og når mørket sænker sig, så bliver man heller ikke blændet af den.
Se også: Teleselskaber med eSIM til Samsung Galaxy Watch
Ydelse og software
Der er ikke sket voldsomt meget på ydersiden, men indersiden af Galaxy Watch har fået en ordentlig overhaling. Her er der ny processor, nye sensorer og ikke mindst en helt nyt platform. Inden vi kaster os over softwaren, så lad os tage ydelsen først.
Galaxy Watch 4 har nemlig fået en helt ny chip fra Samsung, kaldet Exynos W920. Den er bygget på 5nm-teknologi, hvilket giver lavere energiforbrug, og så er den op til 20 procent hurtigere. Den hurtigere ydelse er ikke umiddelbart noget der mærkes i hverdagens brug, i forhold til Galaxy Watch 3, men uret er generelt hurtigt og responsivt. Man oplever en sjældent gang i mellem, at der opstår et øjebliks tænketid.
Den største nyhed i Samsung Galaxy Watch 4 er softwaren – hvis du opdager den. For har du brugt et Galaxy Watch før, så vil du føle dig helt hjemme i Watch 4. Ovenpå Google Wear OS 3 har Samsung nemlig lagt deres One UI Watch, der minder meget om brugerfladen fra tidligere Galaxy Watch-ure med Tizen. Og det er en god ting. Det er nydeligt at se på, let at finde rundt i og har de nødvendige funktioner – og desværre også de samme mangler. Wear OS 3 er nemlig ikke den forbedring, som vi gik og håbede på. Der er nemlig stadig ikke dansk stemmestyring og tale til tekst – og det gør det besværligt at svare på beskeder. Og skal man alligevel have telefon frem, så forsvinder det smart i et smartwatch hurtigt.
Der er med Wear OS 3 kommet flere apps til – og det er dejligt. Her er masser af sundheds- og træningsapps, Google Pay og masser af Googles andre tjenester. Google Maps er genialt på cyklen rundt i København. Der er fx ikke Facebook Messenger og en række andre populære apps, men man kan håbe at de kommer med tiden, hvis platformen bliver populær nok.
Uret håndterer selvfølgelig også telefonopkald – og det gør det faktisk rigtig godt. Selv på en trafikfyldt vej bliver baggrundsstøjen sorteret fra og ens stemme går klart igennem.
Desværre har skiftet til Wear OS 3 gjort, at man ikke kan bruge Watch 4 med iPhones – det kunne dets forgængere. Derudover har jeg i min test af Samsung Galaxy Watch 4 oplevet flere fejl i softwaren. Notifikationer der dukker op ud af det blå, uden at telefonen viser dem, notifikationer der ikke dukker op, et ur der fryser og må genstartes og flere til. Man får lidt fornemmelsen af, at denne software er hastet igennem. Forhåbentlig er disse problemer løst, inden det lander i butikkerne. Jeg synes dog jeg bør nævne de udfordringer jeg har haft.
Se også: De bedste smartwatches til fitness og træning i 2021
Fitness og sundhed
Når det kommer til sundhed og træning, så er du godt dækket ind med Samsung Galaxy Watch 4. Her er alle de traditionelle ting som pulsmåling, søvnmåling, EKG, blodtryk, skridttæller, iltmætning, stressmåling, men her er også nye ting.
Fx kan søvnmåling registrere når du snorker, hvilket kan gå ud over din søvnkvalitet, du kan udfordre venner og familie og så er der en såkaldt kropssammensætning, hvor der bliver målt fedtprocent, muskelmasse, fedtmasse, kropsvæske og angivet en BMI. Ifølge er Samsung er den nye kropssammensætnings-funktion meget præcis i forhold til DXA-apparater, der typiske bruges til denne slags måling.
Selve målingen kræver lidt finesse, men tager ikke mere end et minuts tid at gennemføre. Netop præcisionen af denne funktion er noget vi vil teste nærmere. Når disse test er taget, så vil vi opdatere denne test af Samsung Galaxy Watch 4 med de informationer vi har fået.
Når det kommer til måling af træning, så er Galaxy Watch 4 lige så imponerende som dets forgængere – det er noget Samsung gør rigtig godt. Oven i hatten, så er Samsungs Health app meget gennemført, hvor man finder al træning, mad og sundhed.
Batteritid & opladning
Når det kommer til batteritid, så er der stor forskel på smartwatches. De mindre smarte smartwatches (færre funktioner) holder helt op til to uger, mens de mere smarte smartwatches (flere funktioner) holder helt ned til 1-2 dage. Når det kommer til Samsung Galaxy Watch 4, så er det et smartwatch med mange funktioner, ala Apple Watch, hvorfor man ikke kan forvente en meget lang batteritid.
Med det sagt, så er batteritiden på Galaxy Watch 4 ret skuffende. Det skyldes blandt andet, at Google lovede bedre batteri i Wear OS 3, fordi uret har et større batteri og et mere strømbesparende chipset. Ifølge Samsung holder Watch 4 strøm i op til 40 timer, men det i overkanten af hvad jeg oplever.
Jeg oplever derimod, at Watch 4 holder strøm i gennemsnitligt én dag. Det er med always-on skærm deaktiveret og uden lange GPS-træningspas. Slår man det til og bruger det meget til træning, så forringes batteritiden yderligere. Og det er altså en batteritid der er ringere end i Galaxy Watch 3 og ikke mindst end i Apple Watch Series 6. Personligt synes jeg det er for lidt, og jeg har i min test af Galaxy Watch 4 været nødt til at “klatlade” her og der, hvis jeg skulle komme gennem dagen.
Med ringere batteritid, så er der hurtigere opladning ombord i Watch 4? Nej, desværre. Det tager omtrent to timer at oplade Galaxy Watch 4, så her er ingen hurtigopladning. Til sammenligning oplades OnePlus Watch på cirka 45 minutter – og det har et større batteri på 402 mAh. Og til sidst understøtter uret ikke normal Qi-opladning, men der skal i stedet bruges en dongle eller en kompatibel Samsung-telefon med omvendt trådløs opladning. Og opladning med omvendt trådløs opladning tager tæt på uendeligt.
Pris og konklusion
Er Samsung Galaxy Watch 4 værd at købe? Som det er lige nu, så er jeg ikke meget imponeret over det nye smartwatch fra Samsung. Her er det specielt batteritiden, fejlene i softwaren, manglen på stemmestyring og dansk tale til tekst – og her opleves også stadig en mangel på apps i forhold til Apple Watch, selvom den mangel dog er meget mindre end tidligere. Det er dog noget, der kan blive tilføjet med tiden via softwareopdateringer.
Med det sagt, så er Samsung Galaxy Watch 4 et flot ur, holdbart, flot bygget og er nemt at bruge. Kvaliteten er helt i top og funktionaliteten er god, og det er et virkelig godt ur til træning. Med en pris startende fra 1.999 kroner, så er det også fornuftigt prissat – medmindre du vil have topmodellen i 46 mm med LTE til 3.399 kroner. Det er uden tvivl et af de bedste smartwatches til Android, men Samsung slår stadig ikke Apple.
Samsung Galaxy Watch 4 lander i test på 7 ud af 10
Alternativer til Samsung Galaxy Watch 4
De bedste priser på Samsung Galaxy Watch 3 45mm Bluetooth
Opdateret 03/12 2024
Samsung Galaxy Watch 3 45mm Bluetooth udbydes af 10 udbydere. Du kan spare op til 4.069,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy Watch 3 45mm Bluetooth
De bedste priser på Samsung Galaxy Watch Active 2 44mm Bluetooth Aluminium
Opdateret 03/12 2024
Samsung Galaxy Watch Active 2 44mm Bluetooth Aluminium udbydes af 12 udbydere. Du kan spare op til 4.200,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Samsung Galaxy Watch Active 2 44mm Bluetooth Aluminium
De bedste priser på Huawei Watch GT 2 Pro
Opdateret 03/12 2024
Huawei Watch GT 2 Pro udbydes af 8 udbydere. Du kan spare op til 369,-. Ovenfor ser du dagens tre bedste tilbud på Huawei Watch GT 2 Pro