eSIM – sådan virker det elektroniske SIM-kort

eSIM er efterhånden ved at have konsolideret sig på det danske telemarked, men hvordan virker eSIM egentligt?

eSIM – sådan virker det elektroniske SIM-kort

De fire danske teleselskaber med eget net, YouSee, Telia, Telenor og teleselskabet 3, tilbyder alle eSIM til deres kunder. Det samme gælder i øvrigt Telmore, der som seneste teleselskab også har lanceret eSIM. Men med ny teknologi følger en række spørgsmål, og det bliver bestemt ikke lettere af, at forholdene er forskellige fra teleselskab til teleselskab.

Muligheden for eSIM, og generelle abonnementsvilkår, differerer nemlig afhængigt af, hvilket teleselskab du vælger. Det samme gælder udbuddet af kompatible enheder, hvor det begrænsede antal eSIM-kompatible enheder på det danske marked går igen hos de fleste af teleselskaberne. Men hvordan virker eSIM for dig, og kan du overhovet få det elektroniske SIM-kort?

Før du overhovedet overvejer at bestille et eSIM, kan du lige så godt tage et kig på din telefon, tablet eller smartwatch. For er det ikke et af Apples nyere produkter, eller en af meget, meget få Androidenheder, så kan du ikke få eSIM.

Teleselskabet 3 siger dog, at du kan bruge eSIM på deres netværk med alle enheder, der understøtter eSIM via QR-kode – 3 yder dog ikke support på enheder, som de ikke selv forhandler. Derfor vil vi i denne artikel se bort fra eventuelt parallelimporterede modeller. Herunder kan du se den fulde liste af enheder, der understøtter eSIM i Danmark.

Se også: Danske teleselskaber med eSIM – her er status

Disse enheder understøtter eSIM i Danmark

Apple

  • iPhone XR/XS/XS Max og nyere
  • Apple Watch Series 3/4/5
  • iPad Air & iPad Mini fra 2019
  • iPad Pro 2. og 4. generation

Samsung

  • Galaxy Fold
  • Galaxy S20/S20+/S20 Ultra
  • Galaxy Watch 42mm & 46mm

Motorola

  • RAZR (2019)

Hvis du ikke har en af ovenstående enheder, så er dine muligheder for at få eSIM allerede så godt som udtømte. Har du en enhed, som ikke forhandles på det danske marked, så kan du selvfølgelig altid forhøre dig hos teleselskabet, og hvem ved – måske er du heldig.

Sammenlign priser på mobiltelefoner

 

Telefon og ur skal være samme mærke

Hvis du allerede har en telefon med et SIM-kort, og ikke skal bruge dual-SIM eller skifte abonnement lige foreløbig, er der ikke umiddelbart nogen grund til at skifte til eSIM. Men måske har du et tilhørende smartwatch, som du gerne vil kunne benytte til fulde, uden at skulle have din telefon i nærheden – og så er eSIM vejen frem. Det fungerer således, at du hos teleselskabet kan bestille og aktivere nummerdeling mellem din telefon og smartwatch. Det betyder, at dit ur ikke får et selvstændigt abonnement, men benytter mobilabonnementets tale- og datamængde.

Funktionen er i især smart for dig, hvis du har en aktiv livsstil med løb cykling og træning generelt. Her behøver du nemlig ikke medbringe din telefon, men kan bruge dit smartwatch til musik, opkald, beskeder, GPS og så videre. Det er vigtigt at understrege, at for at kunne bruge eSIM på dit smartwatch, så skal du have en telefon fra samme producent – Apple Watch fungerer kun med iPhone og Samsung Galaxy Watch fungerer kun med Samsung-telefoner.

Se også: Find de billigste mobilabonnementer i Danmark

eSIM med QR-kode

Når du skal have eSIM på din telefon, så foregår det ved hjælp af en såkaldt QR-kode, i stedet for det traditionelle plastikkort, som du vælger ved oprettelse eller ved bestilling af SIM-kort. I telefonens indstillinger kan du under SIM-kort tilføje et abonnement, som enten tilknyttes telefonen via QR eller aktiveringskode. Herhjemme bruger teleselskaberne primært QR-koden, som du oftest finder via selskabet selvbetjeningsportal – Mit Telia, Mit Telmore, Mit 3 og så videre.

eSIM på telefonen gør det lettere at skifte teleselskab, fordi du ikke skal vente på, at posten leverer et nyt SIM-kort. Derudover giver eSIM mulighed for at have et ekstra nummer på din iPhone, så du eksempelvis ikke behøver to telefoner for at adskille firma- og privattelefon.

Teknologi i rivende udvikling

Hele teknologien omkring eSIM er i rivende udvikling, og der er ingen tvivl om, at det er fremtidens standard. Flere og flere telefoner vil blive lanceret med eSIM-understøttelse, hvilket helt naturligt vil give flere brugere adgang til teknologien. På TelePrisTjek vil vi så vidt muligt forsøge at holde dig opdateret, men er du i tvivl, så er det altid en god idé at søge råd hos dit teleselskab.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnement

Fortsættelse:

Siden redaktionen kørte denne nyhed er der kommer nyt i sagen. Steen Jørgensen kunne ikke slippe temaet. 14/11/2019 fulgte vi op med en historie med fokus på Teleselskaber med eSIM – guide og forklaring af fordele og ulemper – Læs her. Tjek de seneste nyheder om temaet her.