OnePlus Nord eller Motorola Moto G 5G Plus – Denne skal du vælge
Mellemklassemobilerne tager nogle gevaldige ryk frem med de seneste to modeller fra OnePlus og Motorola. Her ser man flere specifikationer og funktioner som indtil nu har været forbeholdt topmodellerne blive introduceret i de billigere telefoner. På papiret er de to telefoner meget ens, men hvilken skal man egentlig kaste de hårdt optjente penge efter? I denne sammenligning mellem Motorola Moto G 5G Plus og OnePlus Nord guider vi dig til det rigtig valg.
Med OnePlus Nord og Motorola Moto G 5G Plus kommer mellemklassemobiler tættere på flagskibene end nogensinde før. I begge telefoner finder man nyeste Qualcomm Snapdragon 765G-chipset, som kommer med både 5G og imponerende ydelse. Skærmene er udstyret med en hurtigere 90 Hz-skærmopdatering, som giver en hurtigere og mere flydende oplevelse. Derudover har begge telefoner hele seks kameraer, som giver masser af muligheder for at fange det helt rigtige billede. Alt dette er ting som ikke tidligere er set i denne prisklasse, for disse telefoner koster altså i omegnen af 3.000 kroner.
Men på trods af, at de på papiret ser ganske ens ud, så er der stor forskel. Her kigger vi nærmere på design, skærm, ydelse, software, batteri, antenne, lyd, kamera og ikke mindst pris på Motorola Moto G 5G Plus og OnePlus Nord.
Læs også: Her er de billigste telefoner med 5G
Men inden vi går i gang, så lad os lige gennemgå specifikationerne på de to telefonerne. Læs med herunder.
Motorola Moto G 5G Plus | OnePlus Nord | |
Dimensioner og vægt | 168 x 74 x 9 millimeter 207 gram |
158.3 x 73.3 x 8.2 millimeter 184 gram |
Skærm | 6,7″ IPS, 90 Hz, 21:9-format, 1080 x 2520 pixel, HDR10 | 6,44″ AMOLED, 90 Hz, 21:9 format, 1080 x 2400 pixel, Gorilla Glass 5, HDR10+ |
Bagkamera | 48 MP hovedsensor med f/1,7
8 MP ultra vidvinkel med f/2,2 5 MP makro med f/2,2 blænde 2 MP dybdesensor |
48 MP hovedsensor med f/1,8 med OIS
8 MP ultra vidvinkel med f/2,3 2 MP makro med f/2,4 blænde 5 MP dybdesensor med f/2,4 |
Frontkamera |
16 MP med f/2,0 8 MP ultra vidvinkel med f/2,2 |
32 MP med f/2,5 8 MP ultra vidvinkel med f/2,5 |
Chipset | Snapdragon 765 | Snapdragon 765G |
Motorola Moto G 5G Plus | OnePlus Nord | |
RAM og lagring | 4-6 GB RAM
64-128 GB lagerplads microSD-understøttelse |
8-12 GB RAM
128-256 GB lagerplads |
Forbindelser |
2G, 3G, 4G LTE og 5G |
|
Sikkerhed | Ansigtsgenkendelse, fingeraftrykslæser på siden | Ansigtsgenkendelse, fingeraftrykslæser i skærmen |
Batteri | 5000 mAh
20W hurtigopladning |
4115 mAh
30W hurtigopladning |
Farver | Surfing Blue | Blue Marple, Onyx Grey |
Vejledende pris |
2.699 kroner (64 GB) 2.999 kroner (128 GB) |
3.299 kroner (128 GB) 3.899 kroner (256 GB) |
Design
Vi lægger ud med designet, hvor der ses stor forskel på Motorola Moto G 5G Plus og OnePlus Nord.
Motorola’en er en stor og tung telefon, som til gengæld byder på en større skærm og batteri. På trods af dens store størrelse, så er den ganske behagelig hånden. Bagsiden og ramme er afrundet og der er et fint greb i materialerne, hvor både dens ramme og bagside er i plastik. OnePlus Nord er den mindre af de to telefoner, hvor man her får en bagside i glas (Gorilla Glass 5) og en ramme i plastik. Designet på OnePlus Nord virker mest gennemtænkt og den føles bedst i hånden.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- 3,5 mm jackstik
- Bedre greb i materialet
Fordele ved OnePlus Nord
- Bedre placering af knapper
- Alert Slider
- Lettere at enhåndsbetjene og mere lommevenlig
- Mere attraktivt design
Læs også: Test af OnePlus Buds – lige skrabet nok på lyden
Skærm
Motorola’en byder en stor 6,7 tommer 90 Hz-skærm af IPS-typen, hvor OnePlus’ har en mindre 6,4 tommer med samme opdateringshastighed, men med et bedre AMOLED-panel. Begge telefoner byder på virkelig gode skærme, men OnePlus Nord har den bedste af de to.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- Mere skærmareal
- Den større skærm er bedre til gaming
- Lyset kan dæmpes mest
Fordele ved OnePlus Nord
- Bedre farver og kontrast
- Mere lys i skærmen
Læs også: Bedste billige telefoner med OLED-skærme
Ydelse
OnePlus Nord byder på den nye Snapdragon 765G, mens Moto G 5G Plus har en lidt mindre kraftig Snapdragon 765. I dagligt brug fornemmes ikke nogen forskel, men der er en forskel på deres ydeevne i benchmarks, hvor OnePlus Nord på ren ydelse og grafikydelse vil have en fordel. OnePlus Nord kommer med flere RAM og op til 256 GB lagerplads, hvor Motorola’en til gengæld har plads til MicroSD-hukommelseskort. Begge telefoner er lynhurtige, flydende, gode til multitasking og har power nok til gaming. I denne kategori er det svært at finde en vinder.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- MicroSD-hukommelse
Fordele ved OnePlus Nord
- Mere RAM-hukommelse
Software
Begge telefoner kommer med Android 10 og begge deres brugerflader minder meget om en ren udgave af Android. Faktisk er Motorolas ren Android, hvor de har lagt deres egne softwaretilføjelser og kamerapp på, men OnePlus har deres eget OxygenOS. Begge tilgange til software er gode og de er begge godt optimeret, men der er fordele og ulemper ved dem. OnePlus ry for at levere hurtigere og flere softwareopdateringer, samt tilbyde flere muligheder for tilpasning i softwaren. Til gengæld er softwaren i Motorola Moto G 5G Plus utroligt simpel og genveje til fx lommelygte og kamera er geniale.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- Ren Android
- Gode softwaretilføjelser (Moto Display og Moto Actions)
Fordele ved OnePlus Nord
- Mange tilpasningsmuligheder
- Hurtigere softwareopdateringer
Batteri
Både OnePlus Nord og Motorola Moto G 5G Plus kommer med store batterier og mulighed for hurtig opladning. Samtidig har ingen af dem mulighed for trådløs opladning. Motorola’en har det største batteri, som holder den kørende i gennemsnitligt to dage. OnePlus Nord holder derimod én til halvanden dag på en opladning. Til gengæld tilbyder OnePlus Nord den klart hurtigste opladning, hvor den efter bare 30 minutter i opladeren har 70 procent strøm, kontra 35 procent i Motorola Moto G 5G Plus.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- Holder længst på en opladning
Fordele ved OnePlus Nord
- Har hurtigst opladning
Læs også: Mobiltelefoner med lang batteritid
Antenne
Begge disse introducerer 5G hos mellemklassetelefonerne, hvilket indtil videre har været ekslusivt hos topmodellerne. Derudover understøtter de selvfølgelig 2G, 3G, 4G LTE, samt andre forbindelser som Bluetooth og WiFi (dog ikke WiFi 6). Der er dog stor forskel på deres antenner. Antennekvaliteten på Motorola Moto G 5G Plus er rigtig god med sar-værdi på 0,39 W/kg, hvorimod OnePlus Nord har en ret høj sar-værdi på 0,9 W/kg. Den ringere antenne i OnePlus Nord har desuden en negativ effekt på både batteri og ydelse – dog ikke noget som kan mærkes ved brug.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- Har uden tvivl den bedste antenne
Læs også: Find den bedste mobiltelefon til dig
Lyd
Der opleves fin og klar samtalekvalitet på begge telefoner og de understøtter begge VoLTE (WiFi opkald). Ingen af dem har stereohøjtalere, men kun en enkelt højtaler i bunden. Det er dog højtaleren i OnePlus Nord som både lyder bedst, er knap så skinger ved høj lydstyrke og samtidig spiller højere.
Fordele ved OnePlus Nord
- Har den bedste højtalerkvalitet og med højere lydstyrke
Kamera
Der er ikke sparet på mængden af kameraer på disse to telefoner, som begge tilbyder hele seks af slagsen. Her skal man dog ikke lade sig snyde, for selvom kvaliteten overordnet er udmærket, så kan de altså ikke matche topmodellerne. Her er til gengæld masser af funktioner, som generelt virker godt. I dagslys tager de begge gode billeder, men kvaliteten daler når lyset forsvinder. OnePlus Nord gør det dog en anelse bedre end Moto G 5G Plus i de fleste scenarier, bortset fra makrofotografering, men forskellen er ikke meget stor. Hverken OnePlus Nord eller Motorola Moto G 5G Plus har telefoto og tilbyder derfor ikke optisk zoom.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- Bedste makrofotografering
Fordele ved OnePlus Nord
- Tager generelt de bedste billeder
- Bedre kamera-app
Læs også: Bedste kameratelefoner i blindtest – i følge danskerne
Pris
Man skulle virkelig ikke tro det, men begge disse telefoner kan anskaffes til omkring 3.000 kroner. Generelt får man i begge ekstremt meget mobiltelefon til pengene. Motorola Moto G 5G Plus har en startpris på 2.699 kroner for 64 GB lagerplads og 4 GB RAM, hvilket gør den billigst at anskaffe. OnePlus Nord starter ved 3.299 kroner, hvilket for 128 GB lagerplads og 8 GB RAM. Skal man have samme 128 GB i Motorola’en, så koster den 2.999 kroner. Det er stadig billigere end OnePlus Nord, men så får man også 2 GB mindre RAM-hukommelse.
Fordele ved Motorola Moto G 5G Plus
- Billigst at anskaffe
- Billigere med samme lagerplads (128 GB)
Billigste pris på OnePlus Nord
Billigste pris på Motorola Moto G 5G Plus
Konklusion: Stadig svært at vælge
OnePlus Nord og Motorola Moto G 5G Plus er begge fremragende telefoner, og man går ikke galt i byen lige meget hvilken man vælger. Vil man have den største skærm, bedste antenne og det bedste batteri, så skal man vælge Motorola Moto G 5G Plus, som samtidig er det billigere valg.
Vil man derimod have en mere lommevenlig størrelse, en bedre skærm, bedre kamera, bedre byggekvalitet, højtaler og hurtig opladning, så skal man vælge OnePlus Nord. Hvilken ville vi vælge? I sidste ende ville vi vælge OnePlus Nord.