Test af BeoPlay H95 – sindsoprivende

BeoPlay H95 har fantastisk design, lækre materialer og lyd af højeste klasse, men det har også en uhyre høj pris. Test af BeoPlay H95.

Test af BeoPlay H95 – sindsoprivende

B&O kalder selv BeoPlay H95 for et destilat af det bedste fra B&O. Den beskrivelse kan vi godt tilslutte os på både godt og ondt. Det er et headset af højeste kvalitet, men prisen gør naller. Test af BeoPlay H95.

Fordele og ulemper ved BeoPlay H95

Fordele:

  • Fremragende lyd
  • Flot design
  • Lækre materialer
  • God batteritid

Ulemper:

  • Prisen
  • ANC’en burde være bedre

Design og komfort

Æsken, som B&Os headset kommer i er i sig selv af høj kvalitet i aluminium og alene æsken gør naturligvis, at vi har høje forventninger til headsettet.

Høretelefonerne er af typen over-ear, der er overtrukket med særligt blødt lammeskind. Selve bøjlen er lavet i læder og specialstrikket tekstil. Det kombineres med en ramme i børstet aluminium. Høretelefonerne kan foldes helt fladt, så de er lette at tage med på farten.

Ørekopperne er virkelig behagelige og jeg kan have headsettet på i lang tiden uden at de trykker ubehageligt på brillerne. Generelt er det et super lækkert headset, når vi taler design og komfort.

Der følger en flyadapter, opladningskabel og lydkabel med.

Læs også: Find de bedste telefoner til musik

Lyd

H95 har justerbar active noise cancellation (ANC) og transparency mode. Det betyder altså, at man kan benytte ANC i forskellige grader, så man for eksempel kan høre lyden fra trafikken.

Den aktive støjreduktion er meget effektiv – når jeg samtidig lytter til musik. Jeg kan sidde ved siden af kæresten, der læser højt for børnene praktisk talt uden at kunne høre hende læse højt. Når jeg ikke lytter til musik, men bare sidder med headsettet og vil have ro, så er ANC’en ikke lige så effektiv som på for eksempel Sony WH-1000XM4. Transparency mode fungerer fint til at høre lyd fra omgivelserne, hvis man ønsker det.

Lyden er virkelig fremragende – alt andet havde da også være skuffende. Men lyden er samtidig lidt anderledes end på for eksempel Sonys over ear top-headset. Den er mere skarp og klar i detaljerne, hvor andre headset har en mere blød lyd. Lyden i H95 er formentlig mere som den er tænkt at skulle være, da musikerne optog musikken. Andre headset har større tendens til at manipulere en lidt mere omfavnende lyd frem. Hvilken lyd, der er bedst, er formentlig meget individuelt.

Personligt kan jeg rigtig godt lide lyden i H95. Et nummer som Painkiller af Judas Priest føles mere voldsomt end jeg tidligere har hørt det. Jeg får utrolig skarpe detaljer i Animals-albummet af Pink Floyd og Kanye Wests My Beautiful Dark Twisted Fantasy har aldrig lydt bedre.

Særlig vokalerne bemærker jeg skinner uhyre klart igennem, men lyden i alle registre uanset genre er utrolig klar og kontant.

Derudover er der Bluetooth 5.1, AAC og den nyeste generation af aptX Adaptive til den bedst mulige trådløse forbindelse og lydoplevelse på alle iOS- og Android-enheder.

Se også: Abonnementer med musik og streaming

Funktioner

Lydstyrke, afspilning, aktiv støjreducering og transparency mode kan styres ved at dreje på ørekopperne. Det fungerer egentlig intuitivt nok, men det er lidt træls, at man bare kan blive ved med at dreje og dreje – der er ikke noget, der indikerer, når man ikke kan få mere støjreducering.

Betjeningen foregår på ørekoppernes touch-overflade og den fungerer fint. På venstre ørekop sidder en tast til at aktivere stemmeassistent på telefonen.

Læs også: Billige over ear headset

Batteri

Batteriet holder til 38 timers spilletid på én opladning, også med aktiv støjreducering aktiveret. Jeg har forsøgt at teste det så godt som muligt og kommer frem til, at det i hvert fald holder batteri i 35 timer ved det lydniveau, jeg oftest hører musik ved.

Det er imponerende og rigtig flot. Og ikke mindst dejligt. Uden brug af ANC lover B&O 50 timers spilletid på én opladning. Det tager to timer at lade headsettet op fra 0-100 procent.

Læs også: Priser på bluetooth headset

Pris og konklusion

BeoPlay H95 leverer den bedste lyd, jeg har oplevet i et headset. Den er virkelig fremragende – samtidig er batteritiden og byggematerialer og design har højeste kaliber. Dog havde jeg større forventninger til den aktive støjreducering.

Samtidig er det svært at se bort fra prisen. 6.000 kroner for et headset – det er rigtig mange penge. Også for mange uagtet headsettets kvaliteter i øvrigt.

BeoPlay H95 lander i vores bedømmelse på 8/10.

Se også: Test af hovedtelefoner , højtalere og gadgets