Skal du have et 5G-mobilabonnement i 2021?

2021 kan meget vel blive året, hvor du får et 5G-mobilabonnement og 5G-telefoner bliver standard - samtidig kommer tjenesterne også.

Skal du have et 5G-mobilabonnement i 2021?

Er 2021 året, hvor du skal have et 5G-mobilabonnement? Meget tyder på, at vi som forbrugere begynder at kunne høste frugterne af de muligheder, som 5G tilbyder i år.

Fremtidens netværksteknik kom ellers ikke overbevisende fra start. Coronapandemien satte en opbremsning for udrulningshastigheden.

5G-dækning i Danmark bliver langt bedre i 2021

Herhjemme kom TDC for alvor i gang i efteråret 2020 med en massiv 5G-dækning fra start. Omkring 90 procent af Danmark blev faktisk dækket med 5G ved udgangen af 2020 på TDC’s netværk, som YouSee og Telmore benytter. Desværre går det noget mere trægt for Telia, Telenor og 3, der kun dækker meget få steder i dag, men der skulle komme mere fart på udrulningen i år.

TDC har altså førertrøjen på, når det gælder 5G-dækningen, men hidtil har hastighederne ikke været det vilde at skrive hjem om. Generelt får man højere hastigheder end på 4G, men det er ikke mange Mbit/s, der er til forskel. Ikke noget, der gør, at man bare død og pine må skifte sit 4G-abonnement ud med et 5G-mobilabonnement.

Til marts skal teleselskaberne købe ind på de vigtige 5-frekvenser, der skal sikre langt højere hastigheder. Når de er i hus, kan vi forvente højere hastigheder langt flere steder i landet. De danske mobilnetværk vil ganske enkelt få langt bedre 5G-dækning i 2021 og det vil helt sikkert også smitte af på folks lyst til at købe et 5G-abonnement.

Se også: Mobildækning i Danmark

5G-telefoner i alle prisklasser

Vi fik også rig mulighed for at købe 5G-telefoner i 2020. Først blandt premium-telefoner, men billige 5G-telefoner blev også hurtigt sendt ud på markedet. Særligt i Asien så vi meget billige 5G-telefoner, da lande som Kina, Sydkorea og Japan er langt fremme på 5G-udrulningen. Herhjemme i Danmark fik vi også billige 5G-telefoner og vi kan i dag få 5G-telefoner fra omkring 2.000 kroner.

I 2021 vil størstedelen af alle telefoner komme med 5G, kun de allerbilligste kommer med 4G. Vi skal ikke blive overrasket over at se 5G-telefoner til 1.500 kroner. Det gør, at folk formentlig bliver mere interesseret i et 5G-mobilabonnement.

De telefoner, der understøtter mmWave 5G, som kan give de rigtig sjove hastigheder, der er 10-100 gange højere end 4G-hastigheder, får dog nok priser fra mellem 2.500-3.000 kroner. De rigtig billige 5G-telefoner må nøjes med det, der hedder Sub6 5G, der giver langsommere 5G, men stadig med datahastigheder, der er højere end på 4G. 5G-telefoner med mmWave-teknologi kræver flere antenner og mere detaljeret opbygning i telefonen og derved vil de være dyrere.

Se også: 5G-telefoner i Danmark

Tjenesterne kommer til 5G-mobilabonnementer

5G skal dog ikke kun sælge sig selv på højere hastigheder. Der skal også være nogle tjenester og ydelse til at udnytte teknikken. Og de begynder så småt at komme i 2021. Spørgsmålet er bare, hvilke typer tjenester der bliver tale om. Formentlig vil det i starten være tjenester, som vi allerede har stiftet bekendtskab med, men som fremover kan præsenteres på mere detaljeret vis.

Kravene til bedre kvalitet til videosamtaler er stigende og noget, virksomheder vil fokusere meget på i fremtiden. Her vil 5G kunne give et kæmpe løft, så vi kan føre videosamtaler over alt med skarpe billeder og god lydkvalitet.

Mange taler også om sportsbegivenheder som noget, der vil drive efterspørgslen på 5G-abonnementer og -telefoner. Med 5G-teknikken kan man streame flere billedvinkler ud til tusindvis af telefoner på samme tid. Man kan for eksempel også følge særlige spillere på banen direkte på mobilen i høj opløsning.

Noget lignende vil gælde for livekoncerter. Hvis der ikke åbnes op for koncerter i særlig stor stil her i 2021, så vil 5G også kunne bruges til at livestreame koncerter, som musikere spillere bag lukkede døre, i høj kvalitet til fansenes telefoner.

Vi vil formentlig også få lyst til at prøve kræfter med et 5G-abonnement, når AR- og VR-briller begynder at rulle ud med dertilhørende tjenester. Interessen for den slags produkter vil formentlig ikke være i det omfang, som branchen håber. Det er mest for tech-entusiaster.

Se også: Guide til tingenes internet

Bliver 2021 året du får et 5G-mobilabonnement?

2021 kan også meget vel blive året, hvor langt de fleste mobilabonnementer helt automatisk bliver opgraderet til 5G, hvad enten vi vil det eller ej. Vi ser  for eksempel allerede, at Oister og 3 har gjort alle deres abonnementer 5G-klar.

Indtil nu har det ellers mest været de dyrere abonnementer, der kan benyttes med 5G, men det kan meget vel ende med, at det bliver alle udbudte abonnementer, der får 5G som udgangspunkt. Formentlig vil vi se et enkelt abonnement kun med 4G til en lidt lavere pris og begrænset data hos de enkelte selskaber.

Selvom vi stadig forventer et begrænset udvalg af 5G-tjenester til mobiltelefoner i 2021, så står 5G over for et gennembrud i 2021 hos private brugere. Køber du ny mobil i år, skal du anstrenge dig for at finde en mobil kun med 4G.

Samtidig vil en stor del af dem, der skifter teleselskab og abonnement, med stor sandsynlighed få et mobilabonnement med 5G.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer

Mere til nyheden

Vi blev slet ikke færdige med emnet. Steen Jørgensen gik et skridt videre. 1/2/2021 publicerede redaktionen et indlæg omkring Telia mobilabonnement til erhverv – Klik her. Emnet dækkes fortløbende af redaktionen. Aktuelle nyheder om Mobilabonnement finder du her. .