Lokalitetsdeling på iPhone og Android: Se, hvor dit barn er

Med lokationsdeling gennem Familiedeling på iPhone og gennem Family Link på Android-telefoner kan du som forælder nemt se, hvor dit barn er.

Lokalitetsdeling på iPhone og Android: Se, hvor dit barn er

Som forældre har man mange bekymringer om sine børn – en af dem er, hvor de mon befinder sig, og om de har det godt.

Mange forældre føler en tryghed i at vide, hvor de befinder sig, om end at man kan diskutere, om den tætte overvågning er sundt og tillidsskabende.

Se også: Sammenlign priser og tilbud på mobilabonnementer

Spor hvor barnet er på Android-telefoner og iPhone

Man kan holde sig opdateret på sit barns gøren og laden på den gode, gammeldags måde ved at lade dem fortælle, hvor de befinder sig. Eller også kan du som forælder bruge den moderne og noget smartere måde kaldet lokalitetsdeling.

Både på Android-telefoner og iPhones med iOS er det som forælder muligt at opsætte barnets telefon, så du kan holde øje med, hvor barnet befinder sig – altså en decideret sporing af telefonen.

Hvis du har en iPhone, skal forælder og barn bruge Familiedeling. Har du og dit barn en Android-telefon, skal I bruge Googles løsning til forældrestyring kaldet Family Link.

Se også: Sådan styrer og begrænser du barnets apps i Android

iPhone: Sådan deler du barnets lokalitet med dig

Sørg først og fremmest for, at både forælder og barn er en del af en familiedelingsgruppe i Familiedeling.

Et barns iPhone, der er opsat til at dele sin lokalitet med en forælder eller flere forældre, vil kunne ses i appen Find. Her kan forælderen også få besked, når barnet eksempelvis forlader skolen i skoletiden.

For at aktivere lokalitetsdeling skal du bruge barnets iPhone og gå til Indstillinger > Familie > Lokalitetsdeling.

Tryk nu på navnet på det familiemedlem eller den familiedelingsgruppe, som barnets lokalitet skal deles med. Hvert familiemedlem modtager en besked om, at barnets lokalitet er delt med vedkommende.

Se også: Sådan begrænser du barnets skærmtid på en iPhone og iPad

Android: Sådan deler du barnets lokalitet med dig

Hvis barn og forældre har en Android-telefon, skal man bruge appen Family Link fra Google. I den app kan forældre se barnets placering, når lokationsdeling er aktiveret på barnets Android-telefon.

For at aktivere lokaltionsdeling skal du på forælderens Android-telefon åbne Family Link-appen og vælge Lokation > Konfigurer lokation. Kan du ikke se ”Konfigurer lokation”, skal du vælge det barn, som du vil konfigurere lokation for og dernæst aktivere lokationsdeling.

Har du flere børn, skal du vælge, hvilke af dem du vil aktivere lokationsdeling for. Tryk til sidst ”Aktivér”.

Bemærk, at det kan tage noget tid at finde dit barns enhedslokation.

I Family Link-appen kan du også vælge, hvor høj nøjagtighed du vil kunne se barnets placering med. Gå til Family Link > Lokation > Vælg dit barn > tryk på ikonet ”Mere” (tre prikker) > Lokationsindstillinger. Vælg nu dit barns enhed og aktiver Lokationsnøjagtighed eller Høj nøjagtighed.

Også i Family Link kan du angive, hvor barnets skole og hjem er, så du kan oprette lokationsnotifikationer, når barnet ankommer eller afgår fra en kendt destination.

Se også: Sådan begrænser du barnets skærmtid på en Android-mobil