Google Home og Home Mini klar til salg i Danmark – se pris

Googles to små opkoblede højtalere er klar til salg i Danmark fra og med i morgen - se priser på de to enheder og hvorfor de er interessante.

Google Home og Home Mini klar til salg i Danmark – se pris

Google Home og Home Mini er klar til salg i Danmark fra og med i morgen – se priser på de to højtalere og hvorfor de er interessante at se nærmere på, hvis man er ude efter en højtaler til hjemmet.

 

Priser på Google Home og Home Mini

Der er 700 kroner i forskel på de to højtalere fra Google.

  • Pris på Google Home: 1.149 kroner
  • Pris på Google Home Mini: 449 kroner

Den første Home-højtaler blev lanceret  i 2016, men det er først nu, de kommer til Danmark af officiel vej. Det har faktisk været muligt at købe dem gennem webshops, også danske webshops, men hidtil har man altså ikke kunnet tale dansk med højtalerne. Priser herover er vejledende og det kan lade sig gøre at finde i hvert fald Home Mini til lavere priser.

I første omgang er det Elgiganten, der eksklusivt får lov til at sælge Home-højtalerne i Danmark – man kan også købe dem direkte hos Google selv i deres Play Store. Google oplyser, at Elgiganten i hvert fald har eksklusivitet på salget året ud.

Se også: Priser på højtalere

 

Hvad kan man bruge Google Home og Home Mini til?

Først og fremmest er Home-højtalerne interessante takket være Google Assistant, Googles digitale assistent. Man kan altså tale til højtalerne og bede den fortælle om alt det, man ellers normalt ville skulle finde mobilen eller computeren frem for undersøge.

Man kan for eksempel spørge, hvordan ens kalender ser ud i morgen, hvordan vejret bliver de kommende dage eller hvor langt der er fra Skagen til Rom. Man kan også styre musikken fra for eksempel Spotify med stemmen, man kan sørge for at Netflix sætter i gang med ens favoritserie på fjernsynet eller man kan styre lyset i huset, hvis disse enheder er koblet til ens Google Assistant profil.

For at kunne gøre dette, skal man have en Google konto.

Derudover kan de to højtalere naturligvis også afspille musik – Home har den bedste lyd, men Home Mini har også en fin lyd størrelsen taget i betragtning. De to højtalere kan ikke kobles op til mobilen via bluetooth – det kan kun ske via en wifi forbindelse, hvilket gør, at de ikke er særligt mobile og fleksible. De kaldes ikke Home for sjov skyld.

Se også: Guide til de bedste bærbare mini højtalere