1.000 GB data må ikke længere markedsføres som fri data
Efter at have behandlet utallige klager fra forbrugere, gør Forbrugerombudsmanden det nu klart, at der ikke må være en øvre forbrugsgrænse på abonnementer med fri data. Det betyder at abonnementer med de typiske 1.000 GB data ikke længere må markedsføres som fri data.
Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer
Forbrugerombudsmanden modtager løbende klager fra forbrugere, som står uforstående overfor deres mobil-eller bredbåndsabonnement, som blev solgt med fri data, men egentlig har en såkaldt “fair use”-grænse. Denne grænse er normalt på 1.000 GB. Og det er et problem, skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.
”Hvis et teleselskab markedsfører et abonnement med ”fri data”, må der ikke være en øvre forbrugsgrænse eller andre begrænsninger forbundet med abonnementet, men selskaberne må naturligvis gerne forhindre misbrug, fx at forbrugsabonnementer bliver anvendt til erhvervsmæssigt brug.”
Forbrugerombudsmanden har behandlet klager over Telia, Hi3G og Nuuday, som har markedsført abonnementer med ”fri data” samtidig med en fair use-grænse på 1000 GB for at undgå misbrug. Dog vurderes der, at de tre teleselskaber ikke har vildledt forbrugerne. Det skyldes, at teleselskaberne har oplyst:
- At fair use-grænsen på 1000 GB ikke skal forstås som en max forbrugsgrænse af data, hvorfor det ikke i sig selv har konsekvenser at ramme 1.000 GB eller i sig selv bliver betragtet som et misbrug at ramme 1000 GB, og
- at der ikke er andre begrænsninger forbundet med abonnementer, der bliver markedsført med ”fri data”.
Se også: Mobilabonnementer med 1.000 GB data
Se også: Mobilt bredbånd med mindst 1.000 GB data
Forbrugsgrænsen fjernes ikke
Det skal fremover fremgå mere tydeligt, at der ikke er tale om fri data, men om et antal gigabyte til fri forbrug. Denne ændring ser man allerede hos selskaberne, på både mobilt bredbånd og mobilabonnementer.
Når det kommer til fx mobilt bredbånd, hvis største akilleshæl i forhold til kablet bredbånd er databegræningen, så vælger teleselskaberne ikke at fjerne begrænsningen, men i stedet ændre formuleringerne. Så i stedet for “mobilt bredbånd med fri data”, så hedder det nu “mobilt bredbånd med 1.000 GB/1TB data.”
Dertil har Forbrugerombudsmanden i sin vurdering også lagt til grund, at 1000 GB data væsentligt overstiger det normale forbrug af data og forudsætter et unormalt højt forbrug af data.