Sådan styrer og begrænser du barnets apps i Android

På en Android-mobil eller tablet kan du som forældre bestemme hvilke apps barnet må installere, opsætte tidsplan og helt blokere enkelte apps.

Sådan styrer og begrænser du barnets apps i Android

Det er vigtigt at barnet mobiltelefon opsættes korrekt, så de er bedst muligt beskyttet og deres skærmtid begrænses. Her guider vi dig til at opsætte begrænsninger for apps på tablets og mobiltelefoner med Android.

Se også: Find bedste og billigste mobilabonnement til børn

Tillad, begræns og bloker apps på Android

Mange spørgsmål melder sig, når barnet får sin første mobiltelefon. Hvordan sætter man begrænsninger for skærmtid på Android og hvordan sørger man for, at barnet ikke downloade spil og andre apps, uden forældrenes samtykke?

Det er faktisk ganske let. Til Android kan man hente appen Family Link, der er udviklet af Google. Denne apps giver dig adgang til at styre mange ting i barnets mobiltelefon, herunder muligheden for at vælge hvilke apps de skal have og ikke have, samt opsætte tidsgrænser for dem.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer

Godkendelse af barnets apps

Først og fremmest skal du sikre dig, at barnets tablet eller Android-telefon er oprettet med en børnekonto og du har Family Link installeret.

Nu skal du sikre dig, at barnet ikke selv kan hente apps, og du skal godkende dem først.

  1. Gå til fanen “Styring” i Family Link og scroll ned til “Indholdsbegrænsninger”. Tryk på den.
  2. Her vælger du “Google Play”.
  3. Øverst finder du menupunktet “Kræv godkendelse til”. Her kan du vælge, at godkendelse skal omfatte alt indhold, betalt indhold, køb i apps eller ingen godkendelse. Vi anbefaler at alt indhold skal godkendes.

Derefter kan du gå tilbage og opsætte grænser for hvad barnet skal kunne se af indhold i Google Play.

Se også: Opsætning af skærmtid til børn på iPhone og iPad

Indstil grænser for apps

Nu kan du indstille grænser for barnets apps – det kan gøres for hver enkelt app. Måske må barnet gerne bruge apps til lydbøger eller musik i længere tid, men kun må spille i kort tid. Det er ganske simpelt at indstille.

  • Gå til fanen “Styring” og scroll ned til “appgrænser”. Tryk på den.
  • Nu vises et overblik med statistik over brug af apps samt en liste med apps.
  • Find appen du gerne vil indstille en grænse for og tryk på den.
  • En pop-up vises med tre muligheder: Bloker, angiv grænse og tillad altid.
  • Vælger du at angive en grænse, kan du indstille minutter og timer, som barnet må bruge denne app per dag.
  • Vælg og tryk “udfør”.