Trumps trumf: Xiaomi er nu også med på USAs sorte liste

Kinesiske Xiaomi er nu også havnet på USAs sorte liste over selskaber, som amerikanske virksomheder ikke må investere i.

Trumps trumf: Xiaomi er nu også med på USAs sorte liste

USA har nu tilføjet den kinesiske smartphoneproducent, Xiaomi til den sorte liste efter ordre fra Donald Trump. Det bliver hans sidste sanktion mod Kina, inden han i næste afslutter sit præsidentembede.

Xiaomi blev sammen med otte andre kinesiske virksomheder, herunder et olieselskab og en flyproducent, tilføjet til den sorte liste, der som bekendt også rummer den kinesiske tech-gigant, Huawei. Alle selskaber på listen siges at have forbindelser til det kinesiske militær.

 

Store tab i vente for Xiaomi

Huawei havnede på listen, netop som deres popularitet var som størst, og de havde overhalet amerikanske Apple på listen over de største mobilproducenter i verden. En lignende skæbne er nu overgået Xiaomi, der er mere populære end nogensinde og ligeledes har indhentet Apple og overtaget tredjepladsen på listen over mobilproducenter. Den plads har de lidt ironisk overtaget fra Huawei, der forventes at falde heltt ned på syvendepladsen efter at have produceret 125 millioner færre telefoner i 2020 på grund af de amerikanske sanktioner. Huawei har også været tvunget til at sælge datterselskabet Honor i et forsøg på at omgruppere sin forretning.

Kort sagt kan vi forvente, at noget lignende kommer til at ske for Xiaomi. Det er ret tragisk med tanke på de gode produkter, Xiaomi producerer. Det er også et stort tab for forbrugerne, da resultatet bliver et mindre alsidigt udbud på et marked, der bliver mere og mere binært.

Se også: Find priser på Xiaomi telefoner

Kan Samsung blive næste producent?

Samtidig skaber der bekymring om fremtiden for teknologisk udvikling. I dag er Kina en politisk modstander for den siddende regering i USA. Vælger en kommende regering at udpege Sydkorea som en modstander, kan det blive Samsung, der må se sin virksomhed blive forkrøblet af sanktioner. Det samme gælder Japan, hvilket ville spænde ben for hele kameraindustrien.

Ifølge beslutningen fra Trump har amerikanske investorer frem til november til at afhænde sine interesser i selskaberne på den sorte liste. Det er muligt, at den kommende præsident Biden ændrer på beslutningen inden da, som han har planer om at gøre med en hel del af Trumps tidligere ordrer og bekendtgørelser.

Det vil helt sikkert være sundt for mobilindustrien, men hele situationen med Kina er så inficeret, at det kan være risikabelt for Biden at tage fat i netop det allerede nu.

Se også: Sammenlign priser på telefoner fra Xiaomi