iphone 6s priser danske mobilselskaber

Top 3 bedste iPhones til prisen

Har du en iPhone på ønskesedlen, så skal du have en ualmindelig gavmild bedre halvdel eller have rigtig mange familiemedlemmer, der kan gå sammen om at købe en til dig – i hvert fald hvis det skal være en af de nyere modeller. Du kan dog også vælge at ønske dig en af de ældre og billigere modeller. Guide til de bedste iPhones til prisen.

Apples nyeste iPhones har en høj pris. iPhone Xs Max koster fra cirka 9.300 kroner, mens Xs koster fra 8.300 kroner. Den allernyeste Apple-mobil på det danske marked er Xr, der koster fra godt 6.100 kroner. Det er dog muligt at få langt billigere telefoner med æBle-logoet på, men man må gå på kompromis med funktioner og brugeroplevelse – de har nemlig nogle år på bagen. De virker dog fint nok og skal nok stille de fleste almindelige brugere tilfreds. Fordelen er i hvert fald, at prisen er til at leve med.

Vi guider herunder til de bedste iPhones til prisen.

Se også: Sammenlign priser på de bedste iPhones

De bedste iPhones til prisen 

#1 iPhone SE
SE er fra marts 2016 og trods flere rygter om en opfølger, så mangler vi stadig at se en sådan. Styrken ved SE er, at den er meget lille og meget handy. Skærmen er 4 tommer stor og har fin skarphed og okay farver. Den kører med iOS 12 og kan formentlig opgraderes til både iOS 13 og 14. Brugerfladen er hurtig nok til almindeligt brug. Kameraet er ikke så godt sammenlignet med de bedste modeller på markedet.

Batteriet er ret svagt med 1.624 mAh og batterilevetiden er ikke prangende – du burde dog kunne få til en dags brug takket være den lille skærm. Antennekvaliteten er dårlig.

Pris:
Fra cirka 2.500 kroner uden abonnement. Sammenlign priser på iPhone SE

 

#2 iPhone 6S
iPhone 6S er endnu ældre end SE, nemlig fra 2015, men den er lidt bedre, primært takket være en større skærm. Skærmen er 4,7 tommer stor, men har kun det, der svarer til HD-opløsning, så den er ikke super skarp. Apple er dog gode til at få det maksimale ud af skærmene til deres telefoner, så den er faktisk udmærket. Den kører med iOS 12 og kan opgraderes til iOS 13.

Brugerfalden er okay hurtig og kameraet okay for så gammel en mobil, men både batteritid og antennekvalitet er dårlig.

Pris:
Fra cirka 2.700 kroner med abonnement. Sammenlign priser på iPhone 6S

 

#3 iPhone 6
Med iPhone 6 går vi igen et år længere tilbage – den blev lanceret i 2014.  Den er dermed så gammel, at den ikke længere kan købes hos teleselskaberne. Men er du til iPhone, så er det altså en af de tre, du kan vælge mellem, hvis du skal have en af de bedste til prisen. Skærm på 4,7 tommer og brugerfladen er iOS 12. Den kan formentlig blive opdateret til at kunne køre delvist med iOS 13. Kameraet er ikke godt, batteritiden er dårlig og antennekvaliteten er også dårlig.

Pris:
Fra cirka 3.000 kroner uden abonnement. Sammenlign priser på iPhone 6

Samme dårlige ting på både de dyre og gamle iPhones

Nogle af de ting, der går igen, når vi taler om de dårlige ting på telefonerne herover, så er det batteritid og antennekvalitet. Det er dog faktisk også ting, der ikke fungerer godt på selve de dyreste iPhones. Xs, Xs Max og Xr har også rigtig dårlig antennekvalitet og batteritiden er heller ikke optimal.

Der, hvor de dyre og nye modeller skiller sig ud, er på skærmkvaliteten og kameraet. Men det koster altså mange tusind kroner at få de gode kvaliteter på sin iPhone.

 

De bedste iPhones til prisen, december 2018

Guiden til de bedste iPhones til prisen er fra december 2018. Priserne er fundet på pricepusher.dk og teleprisguide.dk. I guiden finder vi telefonerne SE, 6S og 6. Blandt de tre telefoner i guiden vil jeg anbefale iPhone 6S, der har den bedste skærm og dermed er bedre at bruge end de andre to.

Se også: Prissammenligninger på iPhones