Test af Sonos Ray – bedste soundbar på budget?

Ray er nyeste og billigste soundbar fra Sonos, men er den et godt køb? Læs om designet, byggekvaliteten, funktioner og lyden fra Sonos Ray i vores test.

Test af Sonos Ray – bedste soundbar på budget?

Sonos tilbyder nu en soundbar til dig, der gerne vil opgradere tv’ets lyd, men samtidig gerne vil gøre det relativt billigt. Den nye soundbar fra Sonos hedder Ray, og vi har haft den til test. Er Sonos Ray et godt køb? Læs mere i denne test af Sonos Ray, hvor vi gennemgår dens design, byggekvalitet, funktioner og ikke mindst lyden fra den. Vi giver derudover vores bud på fem gode alternativer til Sonos Ray.

Se også: Test af trådløse højtalere

Introduktion af Sonos Ray

De fleste behøver nok ikke en introduktion til Sonos, men derimod er det nok mere nødvendigt at fortælle lidt om Ray. Ray er den nyeste soundbar fra Sonos, som denne gang kravler endnu længere ned af prisstigen. Først så vi dyrere soundbarer fra producenten (PlayBar, Arc), derefter kom den billigere Beam og nu har så den billigste til dato, nemlig Ray. Sonos Ray har en vejledende pris på 2.249 kroner.

Se laveste pris på Sonos Ray

Med Ray vil Sonos gøre det mere tilgængeligt, at opgradere lyden fra tv’et med Sonos-lyd. For at opnå den lave pris er der selvfølgelig nogle kompromisser, men alt i alt skulle Ray være netop det langt de fleste forbrugere søger: en kompakt, anonym, simpel soundbar, hvor man får god lyd og funktionalitet for pengene.

Design

Sonos Ray er en nydeligt designet soundbar, der samtidig ikke fylder meget foran tv’et. Den kommer i både sort og hvid, er ganske anonym og kan også monteres på væggen, skulle man have det behov.

Ved første øjekast virker Sonos Ray solidt bygget og i typisk god Sonos-stil. Egentlig ganske imponerende til prisen. Men kigger man efter, kan man tydeligt se, at Sonos’ tilladte margen for fejl med dette produkt, sandsynligvis er højere end de dyrere. Kigger man nærmere på samlingerne gaber den mere nogen steder end andre. Det er dog ikke noget de fleste vil lægge mærke til og noget man fint kan leve med.

Materialerne fejler bestemt intet og alt i alt er designet på Sonos Ray vellykket.

Opsætning og funktioner

Har du før haft med Sonos-produkter at gøre, ved du hvor let og ligetil opsætningen er – og det er ikke anderledes med Ray. Hent Sonos-appen, sæt det optiske stik i tv og soundbar, sæt strømstikket i og følg den meget simple opsætning i appen. Det er uhyre simpelt og noget mange elektronikproducenter kunne tage ved lære af.

På Ray sidder tre berøringsknapper, hvor man kan justere lydstyrke samt starte og stoppe musik. Derudover foregår styringen via appen – eller via tv’et fjernbetjening. Jep, Ray virker nemlig med langt de fleste fjernbetjeninger. I appen kan man finjustere lyden, bruge TruePlay til at tilpasse lyden til rummets unikke akustik (virker ikke med Android-telefoner), fremhæve tale, dæmpe kraftige lyde samt passe soundbaren ind i nuværende Sonos-produkter, for eksempel i et surroundsystem.

Jeg har nok allerede afsløret den første store mangel ved Ray: Der er ikke tilslutning via HDMI-stik. Det betyder, at der ikke er Dolby Atmos, men at man må nøjes med Dolby Digital og DTS Digital Surround. Jeg er dog helt overbevist om, at dem der overvejer en soundbar i denne prisklasse er ligeglade med hvilke surround-formater der understøttes, men bare vil have bedre tv-lyd.

Den anden mangel er en mikrofon samt en digital assistent. Det betyder, at man ikke kan bruge Ray som en smarthøjtaler. Sonos kan dog integreres i for eksempel Google Home, hvor man via en højtaler med Google Assistent kan få den til at spille musik, radio og mere.

Her er også mulighed for at afspille indhold gennem Apple AirPlay 2, men desværre ingen Chromecast-understøttelse.

Lyd

Men hvordan er lyden på Sonos Ray, når der skal ses film, serier og tv? Og når der skal høres musik? I vores test har Sonos Ray været igennem lidt af hvert. Men inden vi kaster os ud i det, som du nok er mest spændt på at læse, så lad os lige få hardwaren af vejen. Sonos har nemlig fyldt Ray med en imponerende mængde af det.

Indeni Sonos Ray finder man fire digitale klasse D-forstærkere, to diskant-enheder, to mellemtone-enheder og basreflekssystem til de dybe toner.

Når det kommer til film, serier og andet indhold fra tv’et, er Ray ganske imponerende. Her er fine detaljer i de høje toner og en virkelig imponerende dybde, for en soundbar til denne pris – og ikke mindst på denne størrelse. Når der sker mange ting på samme tid, kan Ray have lidt svært ved at levere samme store lydbillede, som Beam og specielt Arc kan præstere. Og skrues der meget op for lydstyrken, kan Ray have svært ved at håndtere meget basfyldte scener. Vi er dog imponerede over dens ydeevne, når det kommer til underholdning foran tv’et.

Ray er ligeledes rigtig god, når der bliver fyret op for spillekonsollen og spilles spil. Spiller du multiplayer FPS-spil, skal du dog stadig tage et par hovedtelefoner på.

Ray kan også spille musik (surprise), hvilket den gør ganske overbevisende. De fleste vil være tilfredse med det den levere, hvor den med overbevisning spiller højt og med god bund. Skal jeg være lidt pedantisk, mangler jeg et større lydbillede, mere dynamik og flere detaljer. Den er bestemt ikke lige så god til musik, som den er til film, men dog godkendt.

Pris og konklusion på Sonos Ray

Sonos Ray er langt fra markedets bedste soundbar. Men tager man prisen i betragtning, er den i hvert fald en kandidat til titlen, som den bedste soundbar på budget.

Designet er fint og kan passe ind i de fleste hjem, her er gode og brugbare funktioner og den fungerer fuldt ud i Sonos’ økosystem. Den er brugervenlig og alle kan finde ud af at bruge den.

Når det kommer til lyden, gør den det meget overbevisende, når det gælder film, serier, spil og andet underholdning foran tv’et. Til musik er den tilfredsstillende, men heller ikke mere.

Det er ærgerligt, at der ikke er HDMI-indgang, mikrofon og Chromecast, men til prisen er den undskyldt.

For 2.249 kroner får man virkelig meget soundbar for pengene i Sonos Ray. Er lyden fra dit tv mangelfuld, er Ray en virkelig god opgradering, som samtidig er ekstremt let at komme i gang med. Kan der skrabes et lidt større budget sammen, får man dog en betydeligt bedre oplevelse i dens storebrødre.

Sonos Ray lander i vores test på 8 ud af 10.

Alternativer til Sonos Ray

Inden du render ud af køber en Sonos Ray, så tag et kig på disse alternativer til den nedenfor:

Sonos Beam

Se aktuelle pris på Sonos Beam

Sony HT-X8500

Se aktuelle pris på Sony HT-X8500

Harman Kardon Citation 700

Se aktuelle pris på Harman Kardon Citation 700

Samsung HW-A650

Se aktuelle pris på Samsung HW-A650

JBL Bar 5.0 MultiBeam

Se aktuelle pris på JBL Bar 5.0 MultiBeam