Telenor og CBB klar med 5G-abonnementer – se priser
5G er i disse dage det hotte hos teleselskaberne og det vil det være i lang tid fremover, efterhånden som det nye mobilnetværk rulles ud. Yousee har allerede godt gang i deres 5G-netværk, teleselskabet 3 har meldt deres planer ud og nu er Telenor altså klar med 5G-abonnementer. I denne artikel giver vi et overblik over 5G-abonnementer og priser hos Telenor og CBB.
Se også: Priser på mobilabonnementer på 4G og 5G
5G-udrulningen i de fire største byer
Til at starte med vil Telenor være klar med 5G i landets fire største byer, København, Aarhus, Odense og Aalborg. Her opgraders 4.300 master med det hurtige 5G, og som sidegevinst også hurtigere 4G. Telenor benytter 3,5 GHz, hvor der ses hastigheder på over 1 Gbit/s på mobilen.
I 2021 sættes der for alvor blus på udrulningen af 5G, når de nødvendige frekvenser bliver stillet til rådighed. Telenor forventer at være landsdækkende med 5G i løbet af de kommende år.
Læs også: Mobilt internet på TDC’s netværk – kun her får du 5G
5G i mobilabonnementerne
Fælles for de abonnementer, der automatisk får inkluderet 5G er, at det alle er datatunge abonnementer. Her er der enten rigeligt med data eller fri data inkluderet. Indtil videre har Telenor kun to abonnementer med “klar til 5G” stemplet.
Det billigste mobilabonnement med 5G indeholder 40 GB data, fri tale og 15 GB EU roaming til en pris på 200 kroner per måned. Det andet 5G-abonnement kommer med både fri data og tale samt 20 GB EU roaming – her er prisen 250 kroner per måned. Begge abonnementer er uden binding.
CBB, som ejes af Telenor, reklamerer nu også med priser på “klar til 5G”-abonnementer. Her drejer det sig om et enkelt abonnement, nemlig deres populære fri data og fri tale til 179 kroner per måned.
Telenors erhvervskunder kan også få adgang til 5G-netværket, men til dette kræves nye erhvervsløsninger, med Business All og Business First.
Se også: De billigste mobilabonnementer på Telenors netværk