Telenor fyrer 54 for at blive mere kundevenlig – 19 nye stillinger oprettes

Som en del af projektet med at skabe et mere kundeorienteret og dynamisk Telenor, opsiger selskabet 54 ansatte, men opretter 19 nye stillinger.

Telenor fyrer 54 for at blive mere kundevenlig – 19 nye stillinger oprettes

Telenor har netop meldt ud, at de opsiger 54 medarbejdere og ledere på tværs af organisationen i forbindelse med en større reorganisering. Samtidig bliver 31 af det, Telenor kalder for åbne stillinger, også nedlagt.

Opsigelserne sker for at kunne investere i nye kompetencer indenfor bl.a. digitalisering og big data-analytics. Med ændringerne ønsker Telenor at styrke sit forhold til kunderne ved etablering af nye teams, der skal videreudvikle den samlede kunderejse og sikre, at de digitale kundeoplevelser bliver bedre end i dag.

Som et led i de bestræbelser vil Telenor så investerere 19 nye stillinger.

Telenor justerer også i selve organisationen, der gøres enklere, så man i højere grad kan udnytte synergier på tværs af afdelinger, ligesom organisationen indfører nye arbejdsmetoder.  De annoncerede afskedigelserne rammer i langt overvejende grad stabsfunktioner, som ikke har direkte kontakt med Telenors kunder, slår Telenor fast.

Se også: Sammenlign mobilabonnementer hos Telenor

 

Mere kundeorienteret og dynamisk Telenor

”Vi ønsker at skabe et stærkere, mere kundeorienteret og dynamisk Telenor, ikke bare en slankere virksomhed. Vi har set et behov for at omorganisere os, så vi øger effektiviteten og samler ansvaret for kundeoplevelser ét sted. Derfor investerer vi både i nye kritiske kompetencer, men fjerner også en række nuværende stillinger og ledelseslag. Det betyder desværre, at vi siger farvel til dygtige og kompetente medarbejdere på tværs af organisationen, og det er en svær, men nødvendig øvelse,” siger administrerende direktør i Telenor Danmark, Jesper Hansen.

Telenor begyndte i 2015 en  større transformation med udskiftning af virksomhedens it-systemer og arbejdet med at digitalisere og simplificere forretningen har været en hård rejse for både Telenor og kunderne, forklarer Jesper Hansen.

“Det har været et omfattende oprydning af vores forretning, og vi har i perioder ikke været gode nok til at tage hånd om vores kunder. Med dagens reorganisering ønsker vi at skifte gear og tage hul på næste etape mod at blive en mere enkel og handlekraftig organisation, der er bedre til at forstå vores kunder, og hvad de har brug for. Det er ganske enkelt en nødvendighed, når vi opererer i et så konkurrencepræget marked som det danske, at vi prioriterer de områder, som skaber størst værdi for vores kunder,” siger Jesper Hansen.

Se også: Spar penge på mobilabonnementer