Sælg mobil brugt: Sådan laver du det bedste salg

Hvordan får man mest for en brugt telefon? Det starter allerede, når man køber den fra ny. Dette skal du være opmærksom på ved gensalg.

Sælg mobil brugt: Sådan laver du det bedste salg

Der er rigtig mange brugte telefoner til salg på brugtmarkeder og hos private rundt omkring i landet – særligt brugte iPhones er i høj kurs. Alle med ønsket om at få så mange penge ud af deres brugte mobiltelefon som overhovedet muligt. Men hvad kan man egentlig gøre for at få mest tilbage i sparegrisen, når man sælger telefoner brugt? Det guider vi til her.

Se også: Find den bedste mobil for dig

Køb af ny telefon med fokus på at sælge brugt

Det hele starter faktisk allerede, når man vælger den telefon, man senere hen skal sælge igen brugt. Nogle mobiltelefoner har nemlig et mindre prisfald end andre. Apples iPhones er det mærke, hvor prisskiltet bliver bedst bevaret med fokus på gensalg. Der er flere årsager til, hvorfor det er tilfældet. Generelt holdes prisen på nye iPhones, altså uåbnede, højere i længere tid, og flere butikker har dem til salg i længere tid. 

En af årsagerne til, at iPhones, der blev lanceret for flere år side, stadig sælges den dag i dag er, at de rent faktisk stadig bliver understøttet af Apple. En telefon som iPhone 7, der er over fire år gammel, er stadig med på den nyeste iOS 14 opdatering og formentlig med på den næste også. Sammenlignet med Samsung Galaxy S7, der blev udgivet samme år, er der ingen support fra Samsung og ingen butikker, der sælger den. Den er med andre ord død på brugtmarkedet. Det var den faktisk allerede for et par år siden.

Det er ikke ensbetydende med, at man ikke skal købe en Android eller Samsung telefon, hvis man har tænkt sig at sælge den videre. Faktisk har netop Samsung været ude og annoncere, at de fremover vil understøtte deres telefoner i minimum tre år. Det er formentlig også på grund af, at priserne på deres telefoner bliver højere og højere. Men alt andet lige vil chancen for, at man kan sælge en telefon fra Samsung om tre år, til en god pris, ikke være stor. 

Generelt plejer vi at anbefale, at man ikke køber en mobiltelefon, lige så snart den bliver annonceret. Allerede få måneder efter vil der være besparelser at få, da de hurtigt falder ret meget i pris. Dette er dog mest tilfældet med Android telefoner – både med og uden abonnement.

Se også: Priser og tilbud på iPhones

Beskyt din telefon

Det siger måske sig selv, at hvis telefonen ikke er i god stand, vil prisen være derefter. Men det er egentlig ret simpelt at holde den i god stand. Det kræver et godt cover og noget skærmbeskyttelse. Med et godt cover menes der, at coveret rent faktisk beskytter telefonen, hvis man skulle gå hen og tabe den. Der er mange tynde covers, der blot hjælper mod ridser og giver et bedre greb. De vil altså ikke være til den store hjælp ved tab. Et godt robust cover vil derimod være til stor hjælp. 

Når det kommer til skærmbeskyttelse, så er det ikke altid lige nemt. Nogle telefoner kommer med buede skærme og andre designformer, der gør det svært at beskytte skærmen. At finde et godt panserglas til denne type skærm er meget vanskeligt og potentielt dyrt, hvis de ikke sidder ordentlig. Flade skærme bør ikke være et problem. 

Man kan altid vælge at smide noget plastikfilm på skærmen til at beskytte mod ridser. Og hvis man samtidig vælger et cover, hvor siderne går op over skærmen og beskytter den, så er man godt stillet mod tab. Mange Android telefoner kommer med beskyttelsesfilm installeret.

Se også: Sammenlign priser & tilbud på telefoner

Behold æske og kvittering

Jo mere man kan vise, at man har alt, hvad der følger med, jo mere troværdigt og overbevisende vil det se ud, når man sælger brugt. Gem eventuelt æsken og sørg for at opladeren også følger med. 

Hvis man kan vise kvitteringen ved køb af produktet, giver det forsikring hos den nye køber om, at der ikke er tale om hælervare. Det giver også information omkring, hvor lang tid der er reklamation på den pågældende telefon. 

Se også: Priser på brugte telefoner

Tag nogle gode billeder af brugt mobil

Hvis alt det ovenstående er på plads, er det helt essentielt, at man får taget nogle gode billeder. Man behøver måske ikke hyre en fotograf til at komme og tage dem, men det er alligevel vigtigt, at de ser fornuftige ud. Når man nu har sørget for at have en brugt telefon i god stand, er det synd, ikke at vise det frem. Vis i detaljer, hvor godt der er passet på den. Find noget ordentligt dagslys og tag billeder med en anden telefon. 

Eksemplerne neden under er taget med lys fra vindue på en iPhone. 

Se også: Guides med fokus på telefonernes kvaliteter og pris