Sådan blokerer du et telefonnummer
Mange danskere modtager med jævne mellemrum spamopkald og fupopkald fra ukendte telefonnumre. Det er irriterende og forstyrrende. Eller måske modtager du chikanerende opkald fra en person, som du ikke ønsker at modtage opkald fra. Der er også klassikeren med den irriterende telefonsælger, som på den ene eller anden måde har fået fat i dit telefonnummer.
Hvad gør du? Du blokerer telefonnummeret.
Se også: Sammenlign priser og tilbud på mobilabonnementer
Sådan blokerer du et telefonnummer på din mobil
Se hvordan du blokerer et telefonnummer, uanset om du har en Android-telefon eller en iPhone.
Bloker et telefonnummer på en Android-telefon
Måden du blokerer et telefonnummer på en Android-mobil på varierer lidt, alt efter om du bruger en Samsung-telefon eller en Android-telefon fra de fleste andre mærker:
Android-telefoner med appen “Opkald” fra Google
Hvis du bruger standardappen “Opkald” fra Google – den med et blåt telefonrør som ikon – skal du først åbne appen.
Sørg for, at du er i fanen ”Seneste”, hvor du kan se din opkaldshistorik. Klik nu på det lille ikon til venstre for det telefonnummer, som har ringet til dig. Nu åbner en side med et stort ikon og forskellige genveje. Nederst på skærmen kan du se knappen ”Bloker numre”.
Nu åbner et popupvindue, hvor du skal bekræfte blokeringen af mobilnummeret ved at trykke ”Bloker”.
Hvis du vil fjerne blokeringen af telefonnummeret eller se en liste over alle de telefonnumre, du har blokeret, skal du gå til startsiden af appen Opkald. Klik nu på de tre prikker i øverste højre hjørne og vælg ”Indstillinger”. Under afsnittet ”Generelt” finder du indstillingen ”Blokerede numre”.
Her har du også mulighed for at aktivere funktionen ”Ukendt”, som blokerer opkald fra alle numre uden et opkalds-id. Det vil sige blokering af hemmelige/ukendte numre.
Android-telefoner med Samsungs “Telefon”-app
Hvis du har en Samsung-telefon, bruger du formentlig Samsung-appen Telefon. Åbn appen og klik på de tre prikker i øverste højre hjørne. Tryk nu på ”Indstillinger” > ”Bloker numre”.
Nu kan du indtaste et telefonnummer, som du ønsker blokeret. Hvis du modtager mange opkald fra et bestemt land, kan du på mange telefoner også indtaste kun landekoden for at blokere alle opkald fra pågældende land.
På Samsung-telefoner kan du, ligesom Googles Opkald-app, blokere ukendte/private numre.
Bloker et telefonnummer på en iPhone
På en iPhone kan du blokere telefonopkald. Åbn blot appen Telefon og tryk på ”Info”-symbolet ud for det opkald, du har fået fra et nummer. Rul nu ned og tryk derefter på ”Bloker”.
Hvis du vil se alle de telefonnumre, du har blokeret, eller redigere i de blokerede telefonnumre, skal du gå til ”Indstillinger” > ”Telefon” > ”Blokerede kontakter”. Tryk nu på ”Rediger”.
Se også: Sådan rydder du op i uønskede filer og frigør plads på din telefon