Plenti: Danmarks nye mobilselskab giver for lidt og koster for meget

Navnet burde forpligte, men Plenti giver alt for lidt til prisen. Danmarks nye mobilselskab, Plenti, satser aggressivt på gratis data og underholdning, men prisen er simpelthen for høj - Tjek priser, fordele og ulemper ved Plenti.

Plenti: Danmarks nye mobilselskab giver for lidt og koster for meget

100 000 mobilkunder på kun to år er en meget aggressiv målsætning. Mægbæk og Strunge har søsat en haj, men de har glemt at udstyre den med tænderne der kan flå store markedsandele fra de mange etablerede mobilselskaber.

Mobilselskabet Plenti ønsker at bide konkurrenterne i haserne og lancerer 1. april ét mobilabonnement til 199 kroner om måneden – Se priser, fordele og ulemper ved mobilselskabet Plenti. 

 

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnement med film, musik og fordele

 

Plenti: Ét mobilabonnement – alt inkluderet

Plenti’ slogan er alt inkluderet, men alt er absolut ikke inkluderet. Plenti lanceres 1. april og introducerer ét mobilabonnement med Gratis Tale, Gratis Data og Gratis SMS/mms. Hertil får man adgang til e-bog-tjenesten, Mofibo, og en lang række livsstils magasiner og sladderblade fra Aller koncernen. Nyheder fra Berlingske Medier og Ekstra Bladet er også inkluderet i Plenti abonnementet. Som en ekstra fordel, får man også gratis entre i Tivoli.

Alt sammen kan virke meget forlokkende indtil man ser nærmere på indholdet, prisen og vilkårene. Mobilabonnementet fra Plenti koster nemlig, som navnet antyder, Plenty, og prisen og indholdet står slet ikke i vater sammenlignet med de mange konkurrerende mobilabonnementer på markedet.

  • Abonnementsprisen er 199,- pr. måned.
  • Inkluderer Fri Tale, Fri Data & Fri SMS/mms
  • + E-bøger fra Mofibo.
  • + Online adgang til 60 blade og magasiner fra Egmont og Aller.
  • + Nyheder fra Eb.dk & Berlingske Medier.
  • + Gratis entre til Tivoli.

Plenti benytter Teleselskabet 3′ netværk og baseres på 4G.

 

Plenti fordele?

Som udgangspunkt kan det være en fordel, at betale en fast pris uanset hvor meget tale, data og sms/mms du forbruger. Problemet er bare at den faste pris meget hurtigt bliver alt for dyr. Hvem har egentlig behov for ubegrænset tale, data og sms/mms på mobilen. Det er fint at alt er gratis, problemet er mere grundlæggende hvad det så koster.

At Plenti giver gratis adgang til mere end 60 forskellige online-magasiner fra Egmont og Aller kan absolut være attraktivt for nogen. At de 60 magasiner også krydres med gratis nyheder fra eb.dk og Berlingske Medier kan også være attraktivt for nogen. At hele baduljen oven i købet toppes med gratis adgang til Mofibo og gratis entre til Tivoli, kan sagtens være attraktivt for nogen flere.

Problemet er bare, at der ikke er særlig mange danskere, som reelt vil betale for adgang til hele molevitten; sladderblade, livsstilsmagasiner, nyheder, e-bøger, Tivoli og ubegrænset Tale, Data og SMS/mms på mobilen – Den potentielle kundebase for netop dette samlede tilbud må være ekstremt lille!

 

Plenti med ulemper

Flot med gratis Data, men du kan ikke bruge det til noget. I Plenti’ vilkår fremgår det, at Data kun kan benyttes på mobilen. Du har ikke lov til at bruge abonnementet som Mobilt Bredbånd, mobilen som Wi-Fi Hotspot eller sim-kortet som data-kort. Hvad skal man så med al den gratis Data. Faktum er at du med disse begrænsninger aldrig vil få brug for Fri Data.

Tankevækkende er det også, at Erhvervsstyrelsens telestatisk fra 2014, som blev offentliggjort juni 2015, viser at danskerne i gennemsnit kun bruger 1,4 GB Data over mobilnettet om måneden. Undersøgelser af danskernes dataforbrug viser hertil, at kun 17 procent af danskerne bruger mere end 3 GB Data over mobilnettet om måneden. Kun få promille bruger mere end 20 GB Data.

Det er meget svært at se hvor fra Plenti skal hente 100 000 kunder. Særligt når man også ser på udbuddene ved de konkurrerende mobilselskaber. I den ene ende har du Telmore Play, som er et overflødighedshorn af populære underholdningstjenester og et generøst mobilforbrug til 249 kroner om måneden.

Se også: Stor test af Telmore Play

I den anden ende har du Oister og Call me, som henholdsvis tilbyder 10 Timers Tale, 20 GB Data & Fri SMS/mms til KUN 99 kroner om måneden og 15 timers Tale, 25 GB Data & Fri SMS/mms til KUN 119 kroner om måneden – Begge alternativer dækker danskernes reelle mobilforbrug flere gange og begge abonnementer er uden Data-restriktionerne gældende for Plenti.

 

“Hvem ønsker at betale op mod 100 kroner om måneden for at læse Se & Hør og et drys med sladder og livsstil på mobilen. Hertil kan man sige om stamgæster i Tivoli, at de i forvejen garanteret har udstyret sig selv med billige sæsonkort og kun bor i København. Jeg har meget svært ved at se hvordan Plenti skal hente deres 100 000 kunder”. Nicolas Fredriksen, Teleanalytiker.

 

Se også: Call me er danmarks bedste mobilselskab

At Plenti også er fraskriver sig ansvaret for hvordan leverandørerne af de mange Tjenester benytter sig af dine personlige oplysninger er også et reelt problem. Fint nok. Plenti garanterer, at de ikke sælger dine personlige oplysninger videre, men du er ikke i aftalen garanteret for hvordan leverandørerne af ét eller andet sladdermagasin vælger at behandle dine personlige oplysninger.

Med Plenti risikerer du, at blive spammet ned med tilbud og reklamer på både dit og dat. Det er ikke i orden, at Plenti frasiger sig ansvaret for tredjeparts håndtering af personlige oplysninger. Plenti kunne meget enkelt have nedfældet i sine aftaler med indholdsleverandørerne, at mobilkunderne ikke på nogen vis må kontaktes. Det har de bare ikke gjort.

 

Anbefaling

Vent med at kaste dig over bordet og nyde tilbuddet fra Plenti. Eksisterende konkurrenter er både bedre og billigere end Plenti, som mangler det meste og en bedre pris. Der skal meget mere og bedre mad på bordet hvis Plenti skal få 100 000 danskere til at bide på krogen.

… Det er en ommer. Plenti er hverken fugl eller fisk og placerer sig mellem to stole – Plenti er alt for dyre på mobilforbruget og ekstremt irrelevante på underholdningen.

 

Hvad mener du?

 

 

Find billigste mobilabonnement for dig