Har du mobilabonnement med fri roaming skal du passe på disse fælder
Det er heldigvis muligt at få rigtig billig mobilbrug til tale, sms, mms og data i udlandet, da flere af de danske selskaber tilbyder mobilabonnementer med frit forbrug af ens mobilpakke i udlandet.
Der er dog fælder, man skal være opmærksomme på. Selvom mobilabonnementet giver mulighed for at ringe uden roamingafgift til lokale numre, så risikerer man at betale ekstra for at ringe til servicenumre (også de normalt gratis servicenumre) og overtakserede numre. Det koster den pris, som de lokale teleselskaber sætter. Det skriver eb.dk, efter at en 3-kunde havde beklaget sig til sitet over en stor ekstra regning.
Se også: De billigste roaming pakker til brug i udlandet
Gratis numre kan være dyre at ringe til i udlandet
3 forklarer, at de oplyser om, at servicenumre ikke nødvendigvis er gratis at ringe til, når man er i udlandet, men de siger nu til eb.dk, at de har gjort dette mere tydeligt på deres hjemmeside under betingelserne for deres roaming-abonnementer 3LikeHome.
3 oplyser, at de ikke umiddelbart kan skelne mellem betalte servicenumre og numre, der er gratis for lokale at ringe til i udlandet. Ringer man til et normalt gratis 800-nummer, bestemmer ejeren af dette nummer, om det skal være gratis for udenlandske numre.
Dette gælder naturligvis ikke kun for 3-kunder, men også for kunder hos de andre selskaber.
Se også: Billig roaming – de bedste løsninger