Markant stigning i salget af Apple MacBook i 2018
Ifølge den kendte Apple-analytiker Ming-Chi Kuo kan 2018 blive året, hvor Apple MacBook kommer til at opleve sand vokseværk.
Apple har ellers nok af forskellige produkter at sælge af, udover MacBook-laptops, er der jo telefoner, tablets og så videre. Men Kuo tror altså, at det bliver MacBook, der bliver årets Apple-højdespringer. Mere konkret tror han på en stigning i MacBook-salget på 13-16 procent i 2018. Til sammenligning med andre Apple-produkter som iPhonen, mener han, at den kun vil stige 4-6 procent, og iPaden 7-10 procent.
Knap 2.000 kroner billigere MacBook Air?
Dette skal også ses i lyset af rygterne om, at Apple kan være på vej med en ny MacBook Air med lancering i 2018. Der skulle være tale om en billigere model, men stadig med Retina-skærm. Har man ikke lyst til at betale en formue for en MacBook Pro, kan man altså vælge denne MacBook Air som et billigere alternativ.
Hvor meget billigere, den nye MacBook Air bliver, er ikke oplyst. I dag sælger Apple selv MacBook Air til en pris fra 8.799 kroner (faktisk lidt billigere end iPhone X!) og skal Apple introducere en MacBook Air, der kan beskrives som en billigere model, så skal vi nok ned i omkring 7.000 kroner. Kommer vi ned i det prisleje, så kan Apple for alvor true Windows-computere, der normalt dominerer lavprissegementet. Mit kvalificerede gæt er dog, at Apple højst barberer 8-900 kroner af prisen, så vi kommer lige under 8.000 kroner.
Se også: Sammenlign priser på MacBook Pro med Touch Bar
Den dyrere MacBook Pro sælger bedre
Et sådant træk fra Apples side kan også snildt hjælpe en stigning i MacBook-salget godt på vej. Der har også været rapporteret om, at MacBook Pro-modellen med Touch Bar sælger bedre end den uden Touch Bar. Det er en af de dyreste MacBook-modeller, så det er også et godt tegn for Apple. Det skal blive spændende at analysere alt dette ved årets udgang, og se, om Kuo fik ret.
Kommer Apple med en ny MacBook Air, så forventer jeg, at det sker på WWDC 2018, der starter den 4. juni.
Se også: Find bedste pris på laptops
Windows stadig klart størst – men MacBook kommer
For cirka et år siden var der omkring 100 millioner aktive MacBooks rundt om i verden. Til sammenligning var der over 1 milliard aktive Windows-computere, så der er lidt vej endnu, inden MacBook for alvor kan true Microsoft på markedsandelene, men skulle MacBook opleve en stigning på 13-16 procent i 2018, kan det gøre ondt på kort sigt, da det generelle computersalg ikke forventes at stige, men kun at blive på niveau med sidste år, hvis markedet er heldigt.
Se også: Sammenlign priser på bærbare computere