Kan Nothing Phone (1) købes hos danske teleselskaber?

Kommer verdens pt. mest hypede telefon, Nothing Phone (1) til salg i Danmark hos teleselskaberne? Her er vores bud - også på dens pris.

Kan Nothing Phone (1) købes hos danske teleselskaber?

Nothing Phone (1) bliver lanceret den 12. juli og det bliver en lancering af en af de mest hypede telefoner de sidste par år. Spørgsmålet er, om telefonen sættes til salg i Danmark og om det sker gennem teleselskaberne.

Den mest hypede telefon 2022

Det er længe siden, der har været så stor hype omkring en telefon, som der er lige nu for Nothing Phone (1). Carl Pei, der var med til at stifte OnePlus, viser igen, at han har det, der skal til for at få folk til at kigge en ekstra gang på de produkter, han er med til at sende ud på markedet.

De første OnePlus-telefoner var genstand for massiv hype og fan-opbakning og kombineret med en ret flabet marketingtilgang, fik Carl Pei skabt rigtig stor medieomtale og masser af gratis marketing. Det tog dog noget tid, inden de første OnePlus-telefoner kom ud til teleselskaberne, noget de er i dag i stor stil.

Se også: Mobilens historie – en stor guide

Bliver den solgt i Danmark?

Spørgsmålet er så, om Pei vælger en lidt anden tilgang for Nothings første telefon, når det gælder teleselskaberne. Der er i hvert fald et par ting, Pei & Co må have med i overvejelserne. Chipmanglen på verdensplan har helt sikkert stukket en kæp i hjulet på produktionen af telefonen og den kan formentlig ikke blive produceret i det antal eksemplarer, som selskabet havde håbet.

Rygterne siger også, at den ikke bliver sat til salg i alle lande. For eksempel skulle den ikke kunne købes i USA, i hvert fald ikke til en start.

Der er jo også lige det med, om teleselskaberne vil tage et nyt brand ind i sortiment. Særligt i Danmark er køberne meget konservative og de vælger de kendte brands. Sælges telefonen gennem teleselskaber i mange lande, så vil kendskabet til telefonen hurtigt blive bredt ud til mange og det kræver et stort lager. Teleselskaberne kan ikke leve med sure kunder, der må vente flere uger på at få leveret deres telefon.

Mit gæt er, at teleselskaberne gerne vil have Nothing Phone (1) ind i sortiment. Det er en telefon, der er en aura af coolness omkring. Det bliver en telefon, brugerne vil vise frem og som andre vil spørge nysgerrigt ind til. I den forbindelse vil der så også blive spurgt ind til, hvor man har købt Nothing Phone (1) og bliver et teleselskab nævnt i den forbindelse, vil det være guld værd for det pågældende teleselskab.

Se også: Find de bedste mobilabonnementer til din nye mobil

Eksklusivt for ét teleselskab

Det er slet ikke sikkert, at telefonen sættes til salg i Danmark og der er endnu mindre chance for, at Nothing Phone (1) kan købes hos et dansk teleselskab – formentlig først med anden generation, tidligst.

Men vi håber naturligvis, vi bliver positivt overrasket. Skulle det ske, at telefonen kan købes hos et teleselskab i Danmark, så er mit gæt, at det bliver et eksklusivt salg for det pågældende teleselskab. Nothing kan ikke gå bredt ud med telefonen som verdenssituationen påvirker produktionsfødekæden lige nu og derfor må de begrænse sig. Det er så også bare med til at skabe endnu mere hype omkring telefonen…

Skulle det komme så vidt, at telefonen sættes til salg i Danmark, så kan du sammenligne priser på Nothing Phone (1) på mobilpriser.dk.

Pris på Nothing Phone (1)

Telefonen skiller sig ud med et gennemsigtigt design på bagsiden, hvor man kan se kameramodulet og spolen til trådløs opladning.

Derudover skulle den få en OLED-skærm på 6,55 tommer med en opløsning i fuld HD og høj refresh rate. Den ventes at få Snapdragon 7 Gen 1-chip, der er nyeste mellemklasse chip fra Qualcomm og den kan få 45W lynopladning.

Softwaren skulle være Android 12 Nothing OS-brugerflade trukket henover. Nothing garanterer tre store Android OS-opdateringer og fire års Android-sikkerhedsopdateringer.

Alt i alt tyder det på en rigtig god mellemklassetelefon og rygterne siger pris på 500 dollars. Det vil formentlig give en dansk pris på omkring 4.500 kroner. Sættes den til salg i hos et teleselskab i Danmark, kan købsprisen ventes at blive noget lavere.

Se også: Find tilbud på telefoner