Hvordan deler jeg min placering med andre?

Ønsker du at dele din placering med andre omkring dig – for eksempel dit barn eller din partner? Se hvordan du gør på iPhone og Android - både med og uden Familiedeling/Family Link.

Hvordan deler jeg min placering med andre?

Der er mange, som aktivt vælger at dele deres placering døgnet rundt med en eller flere bekendte. Det kan for eksempel være forældrene, der ønsker at vide, hvor børnene befinder sig henne, eller et par, som af praktiske årsager bruger deling af deres placeringer til at koordinere den travle hverdag lidt nemmere og gnidningsfrit.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer

Sådan deler du din placering med andre

Uanset årsag til at dele ens placering er det heldigvis meget nemt at dele din placering med andre, uanset om du har en iPhone eller en Android-mobil.

Vi guider dig også til, hvordan du deler din placering, hvis du bruger Familiedeling på iPhone, eller hvis du bruger Family Link på Android-telefoner.

Del din placering med andre med ”Find” på iPhone

Deling af placering på iPhones foregår i appen Find. Åbn appen ”Find” og vælg fanen ”Personer”. Klik nu på ”+”-symbolet for at tilføje en ny person, som du vil dele din placering med.

Vælg nu ”Del min placering” og indtast navnet eller telefonnummeret på den person, du vil dele din placering med. Tryk nu ”Send”. Du kan nu vælge, om du vil dele din placering en time, hele dagen eller på ubestemt tid (hele tiden).

Vedkommende, som du deler din placering med, kan også vælge at dele sin placering med dig.

Del din placering med andre med Familiedeling på iPhone

Hvis du har opsat din iPhone med Familiedeling og andre i din familie – foreksempel børn – også bruger Familiedeling, kan du styre deling mellem familiens medlemmer via Familiedeling.

Hvis du allerede har oprettet en familiedelingsgruppe, skal du i iOS 16 eller nyere gå til ”Indstillinger” på din iPhone eller iPad. Tryk på ”Familie” og dernæst ”Lokalitetsdeling”. Under ”Del din lokalitet med” skal du vælge, hvilke familiemedlemmer du vil dele din lokalitet med.

Del din placering med andre med Google Maps på Android

Hvis du vil dele din placering med en anden, og du har en Android-telefon, skal du åbne appen Google Maps.

Klik først på dit profilbillede i øverste højre hjørne og vælg ”Lokalitetsdeling”. Klik nu på den blå knap ”Ny deling” i nederste højre hjørne.

Vælg hvor længe du ønsker deling. Du kan vælge et vist antal timer, eller også kan du vælge ”Indtil du slår det fra”. Da vil lokalitetsdeling været slået til konstant, indtil du vælger at slå det fra.

Vælg nu, hvem du vil dele din placering med. Indtast personens navn, Google-konto eller vælg vedkommende på listen, hvis det er en person, som du ofte interagerer med.

Hvis du vil dele din placering med en person, som ikke har en Google-konto, skal du vælge ”Kopier til udklipsholder” i listen over delingsmuligheder. Bemærk, at dette kun er muligt, når du vælger deling med begrænset varighed.

Del din placering med andre med Family Link på Android

Hvis du er forælder til et eller flere børn og bruger Family Link fra Google til at administrere børnenes adgang til deres Android-telefoner, kan du administrere lokalitetsdeling gennem Family Link.

Åbn appen ”Family Link” og vælg ”Lokation”. Vælg dit barn og tryk på de tre prikker i øverste højre hjørne. Vælg nu ”Lokalitetsindstillinger” og slå ”Se dit barns lokation” til.

Hvis du som forælder ønsker højest mulig nøjagtighed, skal du vælge ”Lokationsnøjagtighed” og ændre indstillingen til ”Høj nøjagtighed”.

Se også: Guide: Sådan børnesikrer du et mobilabonnement