Hvor grønt / CO2 neutralt er dit teleselskabs mobilnet?

Hvor grønt er dit teleselskab og hvordan når de målsætningen om at blive CO2-neutrale? Sådan gør og vil Telia, Telenor, 3 og TDC gøre.

Hvor grønt / CO2 neutralt er dit teleselskabs mobilnet?

Der er ønske om at drive forretning på en bæredygtig og ansvarlig måde blandt de danske teleselskaber. Her henover sommeren har for eksempel Telia og Telenor gjort opmærksom på, hvad de gør for at reducere deres CO2-aftryk. Det har de gjort gennem pressemeddelelser og det slås også stort op på deres hjemmeside. Det virker ganske enkelt som om, der er god forretning og branding i at slå sig op som et grønt og bæredygtigt teleselskab – og selskab i det hele taget.

Bæredygtighed – alle vil være grønne

Det er også en tendens, vi ser hos de store tech-selskaber som Apple, Google, Facebook, Microsoft og Amazon. De bruger enorme mængder energi og den energi skal altså komme fra miljørigtige kilder. Derfor opretter de datacentre i lande, hvor energiforbruget kan komme fra “grønne” kilder.

3‘s pressechef, Rikke Juul Therkildsen, forklarer, at de er opmærksomme på de udfordringer, som er forbundet med klimaforandringer, og de arbejder derfor aktivt på at spare på ressourcerne og løbende blive mere energieffektive. Helt i tråd med udmeldingen fra de andre teleselskaber.

De er derfor i gang med at kortlægge deres klimapåvirkning i nøjere detaljer for på den baggrund at kunne definere de næste relevante skridt i indsatsen og lægge en konkret plan for at blive Co2-neutrale. Hvordan det skal ske, melder de ud senere i år.

Længere fremme virker TDC til at være. TDC har tidligere sat som målsætning af være CO2-neutrale inden 2030 og have reduceret CO2-aftryk med 50 procent inden 2025. Emilie Wedell-Wedellsborg, der er chef for TDC, forklarer, at de er et par år foran målsætningen. “Vi har derfor fremrykket vores målsætning, så vi har reduceret CO2-udledning med 50 procent i 2023 og 100 procent i 2028”.

Se også: Mobilabonnementer med meget data

Alle medarbejdere skal arbejde for en grønne virksomhed

Hun slår også fast, at det er uhyre vigtigt, at alle i organisationen bidrager til at mindske energiforbrug og -spild. Det er ikke noget bare at have en ledelse, der udstikker nogle retningslinjer. “Vi skal også give vores 7.500 medarbejdere de rigtige værktøjer til at bidrage til det og alle vores medarbejdere vil rigtig gerne være med til at gøre virksomheden grøn. Vi oplever masser af initiativer til at reducere energiforbruget,” forklarer hun.

Emilie Wedell-Wedellsborg kan også konstatere, at teknologien giver nye muligheder for en mere grøn virksomhed og der er generelt stor interesse for bæredygtighed blandt samarbejdspartnere og investorer.

Også hos Telia understreges det, hvor vigtigt det er, at de hjælper deres medarbejdere til at træffe grønnere valg i hverdagen. Det ud fra devisen om, at alle skridt tæller og gør en forskel for vores klima.

Det handler for eksempel om, at slukke sin skærm, når man går fra arbejde, tage trappen i stedet for elevatoren, genbruge sin kaffekop og ikke mindst at minimere flyrejser.

Se også: Nyheder om fremtidens mobilnet

Kunstig intelligens og machine learning vil sikre grønnere netværk i fremtiden

Det er særligt kunstig intelligens og machine learning, der kommer til at bidrage til at reducere CO2-udledningen og skabe et grønnere mobilnetværk i fremtiden. Telenor og Telia forklarer begge, at kunstig intelligens og machine learning bruges aktivt til at forudsige og regulere kapaciteten på mobiloperatørens master ude i landet, så både strømforbruget og CO2-udledningen holdes nede.

Helt konkret påføres mobilmasterne i netværket ”intelligens”, for derved at kunne analysere data fra masten, som viser, hvor meget masten bliver brugt, og hvilke tidspunkter kunderne gør brug af mastens signal. Dataanalyserne bruges samtidig til at beregne, hvornår teleselskaberne kan skrue ned for kapaciteten og derved reducere strømforbruget og CO2-udledningen.

”De mest oplagte eksempler, hvor vi kan skrue op og ned, er industriområder, da masterne ikke bliver brugt om aftenen, og områder med beboelse, hvor vi kan skrue ned for kapaciteten om formiddagen og natten. Der er mange grønne muligheder med kunstig intelligens, og dette er et godt eksempel på, hvordan dataanalyse kan reducere strømforbruget og mindske vores CO2-aftryk, uden af det påvirker kvaliteten af netværket,” udtaler netværksekspert i Telenor, Jesper Mølbak.

Telia kan også oplyse, at deres hovedkontor, butikker, netværk og datacentre i Danmark i dag kører på 100  procent grøn energi. Derudover har de sammen med deres partnere udviklet nye IoT-løsninger inden for for eksempel renovation og genbrugsprojekter, som sparer store mængder CO2-udledning.

Se også: Teleselskab med bedste mobildækning i Danmark

98 procent af en mobil kan genbruges

Telia introducerede i sommeren 2019 Telia Recycle, hvor du kan aflevere din gamle mobil i butikken og spare penge på en ny. Virker mobilen, renser de den for data og sælger den videre – ofte til ikke-vestlige lande.

Er den ikke god nok til videresalg, bliver en stor del af dens komponenter genbrugt som reservedele, mens resten smeltes om og genanvendes i fremstillingen af nye produkter. Hele 98 procent af en mobil kan potentielt genbruges.

Se også: Nyheder om teleselskaber