Hvad koster det at købe ekstra data til sit mobilabonnement?

Mange teleselskaber giver mulighed for at købe ekstra mobildata i en måned, hvis man er ved at løbe tør. Men kan det svare sig frem for at opgradere til et større abonnement i en måned?

Hvad koster det at købe ekstra data til sit mobilabonnement?

Du har formentlig prøvet det mindst én gang før – det med at være lige på vippen til at have opbrugt den mængde mobildata, som man har til rådighed i sit mobilabonnement. Det er super irriterende at skulle begrænse sit mobilbrug resten af måneden. Derfor giver mange teleselskaber deres kunder mulighed for at tilkøbe en mindre mængde ekstra mobildata til resten af måneden, så man fortsat kan bruge mobildata.

Men er det rent faktisk en god idé at købe ekstra mobildata hos teleselskaberne i en måned, hvor man er ved at løbe tør for data? Eller kan det bedre betale sig at opgradere til et mobilabonnement hos sit teleselskab i en enkelt måned for så måneden efter at nedgradere til sit normale mobilabonnement? Det undersøger vi i denne artikel.

Læs også: Disse mobilabonnementer giver mest data i udlandet sommeren over

Teleselskabernes priser på ekstra data

Før vi kan finde ud af, om det kan betale sig, skal vi først se, hvilke teleselskaber der giver mulighed for at købe ekstra mobildata resten af måneden, og hvad det koster.

Telia

Telia sælger tre slags ekstra data, som gælder i Danmark, Norden og Baltikum:

  • 1 GB ekstra data: 39 kr.
  • 3 GB ekstra data: 59 kr.
  • 10 GB ekstra data: 149 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos Telia

Telenor

Telenor sælger tre slags ekstra data, som gælder i Danmark, og hvor dele af mængden også kan bruges i 39 Roam Away-lande:

  • 1 GB ekstra data: 49 kr.
  • 3 GB ekstra data: 79 kr.
  • 10 GB ekstra data: 149 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos Telenor

CBB Mobil

Hos CBB Mobil kan der købes tre slags ekstra data, som gælder i både Danmark og EU:

  • 6 GB ekstra data i Danmark og EU: 69 kr.
  • 11 GB ekstra data i Danmark og EU: 119 kr.
  • 20 GB ekstra data i Danmark og 15 GB ekstra data i EU: 169 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos CBB Mobil

Call me

Hos Call me kan der købes tre slags ekstra data, som gælder i både Danmark og EU:

  • 1 GB ekstra data i Danmark og EU: 39 kr.
  • 3 GB ekstra data i Danmark og 2 GB i EU: 69 kr.
  • 10 GB ekstra data i Danmark og 6 GB ekstra GB i EU: 149 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos Call me

OiSTER

OiSTER sælger tre slags ekstra data til brug i Danmark og EU:

  • 1 GB ekstra data i Danmark og EU: 20 kr.
  • 3 GB ekstra data i Danmark og EU: 50 kr.
  • 10 GB ekstra data i Danmark og 8,61 GB ekstra data i EU: 100 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos OiSTER

3

Hos 3 kan der købes i alt seks forskellige slags ekstra data – tre af dem til brug kun i Danmark og tre til brug i Danmark og 3LikeHome-lande:

  • 1 GB ekstra data i Danmark og 3LikeHome-lande: 50 kr
  • 5 GB ekstra data i Danmark og 3LikeHome-lande: 110 kr.
  • 10 GB ekstra data i Danmark og 3LikeHome-lande: 130 kr.
  • 50 GB ekstra data i Danmark: 200 kr.
  • 100 GB ekstra data i Danmark: 300 kr.
  • 1.000 GB ekstra data i Danmark: 230 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos 3

Telmore

Hos Telmore kan man købe 1 GB ekstra data for 129 kr., som kan bruges i 12 lande uden for EU.

Se aktuelle priser og tilbud hos Telmore

dukaTALE

Hos dukaTALE er det muligt at købe tre slags ekstra data:

  • 4 GB ekstra data: 49 kr.
  • 8 GB ekstra data: 99 kr.
  • 20 GB ekstra data: 149 kr.

Se aktuelle priser og tilbud hos dukaTALE

Skal jeg købe ekstra data eller opgradere abonnementet i en måned?

Den laveste mængde data, som mange lader kunderne opgradere med, er 1 GB, mens dukaTALE starter ved 4 GB og CBB Mobil 6 GB. Den gennemsnitlige pris for den mindste mængde ekstra data (i gennemsnit 2,1 GB) er 45 kroner.

Men bør du ofre i gennemsnit 45 kroner for 1 GB – måske 4-6 GB data hvis du er heldig, når du er ved at løbe tør for data? Nej.

Vores råd er i stedet at skifte til et abonnement hos dit teleselskab med en større mængde data. Det er dog kun forudsat, at du måneden efter igen er i stand til at skifte tilbage til dit gamle mobilabonnement. Mange teleselskaber ændrer jævnligt i abonnementernes indhold, og mange kunder har derfor et abonnement med en mængde tale og data til en god pris, som man ikke længere kan skifte tilbage til. Er det tilfældet hos dig, vil det bedste formentlig være at holde fast i dette gode abonnement og i stedet tilkøbe en lille mængde ekstra data resten af måneden.

Har du derimod et mobilabonnement hos dit teleselskab, som du kan skifte tilbage til igen, kan du med fordel opgradere til et større abonnement med ekstra data i en måned for så igen at skifte tilbage til dit gamle abonnement med den mængde data, der normalt plejer at være tilstrækkelig. Der vil ofte være tale om en prisstigning, der er lavere end den pris, som teleselskaberne tager for den mindste mængde ekstra data.

Hos de fleste, hvis ikke alle, teleselskaber er det gratis at skifte til et andet abonnement i selvbetjening eller ved at ringe til kundeservice. Opgradering til et dyrere abonnement sker som regel med det samme, og hos nogle teleselskaber træder ændringerne først i kraft ved næste månedsskifte, hvis man nedgraderer.

Regneeksempel: Køb ikke ekstra data – skift i stedet abonnement

I dette eksempel har du et mobilabonnement med fri tale og 30 GB data for 109 kroner per måned. Det er sidst på måneden, og du har opbrugt dine 30 GB data. Du kan i én måned opgradere til abonnementet større med fri tale og 80 GB data for 129 kroner per måned. Det svarer til en pris på 20 kroner for 50 GB ekstra data i en måned.

Alternativet var, at du skulle betale omkring 45 kroner for som regel 1 GB data – i bedste fald 4 eller 6 GB. Der er altså ingen tvivl om, at det bedre kan svare sig at skifte til et større abonnement i den korte periode, du har brug for ekstra data – men som sagt kun hvis du kan skifte tilbage til samme mobilabonnement, som du kom fra. Ellers risikerer du efterfølgende at sætte dig i et dyrere mobilabonnement, og så forsvinder din opnåede besparelse lynhurtigt i de efterfølgende måneder.

Læs også: Disse mobilabonnementer giver mest data i udlandet sommeren over