Greentel redder Tjeep-kunder i 11. time
I fredags måtte lavprisselskabet Tjeep oplyse, at de var gået konkurs og 20.000 kunder stod dermed til øjeblikkeligt at miste deres telefonforbindelse. Kunderne blev dog i sidste øjeblik reddet af teleselskabet Greentel, der fredag aften fik forhandlet en aftale på plads og dermed kunne sikre de mange kunder, der var ladt i stikken af Tjeep, at de igen kunne ringe og bruge deres mobil som de plejer.
Se også: Tjeep konkurs
Greentel overtog hurtig Tjeeps aktiviteter
Poul Tarp, bestyrelsesformand i MobileValue, der ejer Greentel, forklarer, at de havde ligget i forhandlinger med Tjeep tidligere på ugen og fredag kunne de så pludselig konstatere, at Tjeep var gået konkurs.
“Det var en meget uheldig situation for kunderne og vi forhandlede fredag aften med Tjeeps advokater og ledelse og fandt en løsning. Vi købte Tjeeps aktiviteter ud af Tjeep-selskabet og har så porteret de kunder over til Greentel, der ønskede det. Alle Tjeep-kunder er blevet informeret per SMS om, hvad der er sket og de Tjeep-kunder, der ikke ønskede at komme over i Greentel, kunne frit slippe ud af deres binding og skifte til et andet selskab”, forklarer Poul Tarp.
Se også: Sammenlign priser på mobilpakker hos Greentel
20.000 kunder + Tjeep
Greentel benytter Telias netværk og havde inden opkøbet af Tjeep 20.000 kunder.
Poul Tarp kan ikke oplyse, hvor mange Tjeep-kunder, der ønskede at skifte til Greentel og han kan heller ikke oplyse, hvor mange penge det har kostet at købe Tjeeps aktiviteter ud af Tjeep-selskabet.
Se også: Billige mobilabonnementer
Greentel fokuserer på billige mobilabonnementer
Greentel holder til i Randers og har primært fokus på billige mobilabonnementer til dem med et mindre mobilforbrug.
Selskabet har vundet flere prissammenligninger netop på de helt billige mobilabonnementer og de er også blandt de billigste, når det gælder mobilpakker med roaming i EU.
Se også: Nyheder om de danske teleselskaber