Skal man købe OnePlus 5? De vigtigste specifikationer
OnePlus 5 er nu lanceret og vi har taget et grundigt kig på dens vigtigste specifikationer for at finde frem til, om den er værd at købe.
Dual kamera
Det store hovednummer i OnePlus 5 er dual kameraet. OnePlus har fokuseret (ja undskyld det dårlige ordspil), 100 procent på at forbedre kameraet betydeligt i forhold til forgængeren. På papiret lyder dual kameraet i OnePlus rigtig godt med 16 megapixel og et med 20 megapixel med telelinse.
Blænden er på F/1.7 og kameraet tager derfor godt med lys ind på billedet. Der burde være gode muligheder for at lave flotte bokeh-effekter med sløret baggrund og skarpt optegnet objekt i forgrunden.
Se også: Bedste mobilkamera
Design
OnePlus 5 skiller sig lidt ud fra forgængeren 3T, men ligner ret meget iPhone 7 Plus. Den har buede kanter og er ret tynd med tykkelse på 7,25 millimeter.
Telefonen er lavet i aluminium. Den virker velbygget og har en god vægt – ligger godt i hånden. Desværre er den ikke vandtæt som nogle af de nærmeste konkurrenter fra Sony og Samsung er.
Se også: Hvad koster OnePlus 5 hos 3?
Brugerflade
Brugerfladen er rap med Snapdragon 835 og 6 GB RAM eller 8 GB RAM. OxygenOS er velfungerende overtrækschokolade til Android og fungerer godt med egne twist i form at særlige funktioner og muligheder i brugerfladen.
Nyt i OxygenOS til OnePlus 5 er læsetilstand og en ny gråtonemapping skulle gøre det lige så rart at læse på den som læste man i en bog. En fiffig funktion er, at telefonen registrerer de apps, man bruger mest og så kan den prioritere at åbne dem hurtigere end andre apps.
Se også: Sammenlign priser på smartphones
Batteri
Egentlig kan man ikke tillade sig at blive skuffet over et batteri på 3.300 mAh, men efter rygterne talte om 4.000 mAh, så havde vi sat næsen op efter mere. Dog vil Snapdragon 835 være med til at forbedre batteritiden, så vi tror den kan holde til en dags brug og så lidt til.
OnePlus 5 kommer med Dash Charge og vil kunne lade cirka 60 procent op på 30 minutter. Det er godt!
Se også: Den billigste OnePlus 5
Skærmen
Skærmen i OnePlus 5 er på 5,5 tommer med fuld HD-opløsning. Det er efterhånden standard, i hvert fald med fuld HD, der findes i langt billigere telefoner. Skærmen skal nok være fin i OnePlus 5, men den kommer ikke til at sætte nye rekorder i skarphed, farvegengivelse og lysstyrke.
På de øvrigt punkter virker OnePlus 5 til at kunne matche de fleste andre topmobiler, men når det gælder skærmen, halter den efter for eksempel Sony Xperia XZ Premium og Samsung Galaxy S8 – begge telefoner der så til gengæld er noget dyrere.
Se også: Mobiltelefoner med bedst skærm
Skal man købe OnePlus 5?
Vurderet ud fra specifikationerne og prisen – OnePlus 5 koster fra 3.800 kroner – så vil jeg mene, at man sagtens kan prøve kræfter med OnePlus 5, hvis man er til telefoner med store skærme. Den virker virkelig god på de fleste vigtige punkter og selvom skærmen ikke er blandt de bedste, så skal man nok blive glad og tilfreds med den alligevel.
Se også: Sammenlign pris på OnePlus 5