Telia fik 8.000 nye mobilkunder og øger overskuddet – men fyrer 43 ansatte

Trods en pæn fremgang i antal nye mobilkunder og øget overskud fyrer Telia 43 ansatte.

Telia fik 8.000 nye mobilkunder og øger overskuddet – men fyrer 43 ansatte

I fjerde kvartal 2015 kunne Telia se 8.000 nye mobilkunder tikke ind i selskabet og der kom også 6.000 nye bredbåndskunder til. Telia mistede dog til gengæld 4.000 kunder med fastnet.

Selskabet oplyser i øvrigt, at de nye 8.000 mobilkunder er abonnenter og ikke taletidskunder – taletidskunder er meget illoyale kunder, der hurtig finder nye græsgange.

Telia har i dag 1.644.000 kunder. Det oplyser selskabet i forbindelse med seneste kvartalsregnskab.

Se også: Sammenlign priser på mobilabonnementer

 

Større overskud

Overskuddet i 4. kvartal landede på knap 160 millioner kroner, hvilket er en pæn stigning sammenlignet med samme periode for et år siden, hvor overskuddet var på cirka 123,5 millioner kroner.

Alligevel har Telia fyret 43 ansatte, da mobilkunderne betaler mindre til selskabet end for et år siden. I dag betaler en mobilkunde hos Telia i gennemsnit 124 kroner mod 134 kroner for et år siden.

Se også: Nyheder om Telia