Test af Beoplay Portal – atypiske og fremragende

Beoplay Portal er ikke dit typiske gamingheadset. Det er et friskt pust og det er fremragende, men det er også for dyrt og begrænset. Test af Beoplay Portal.

Test af Beoplay Portal – atypiske og fremragende

Det kom som en overraskelse for de fleste, at danske Bang & Olufsen skulle til at lave lydudstyr til gaming. Men hvorfor ikke? Det er et enormt marked med en enorm vækst, og B&O besidder en enorm viden omkring lyd, design og komfort, dog med en mangel på hvad gamere har brug for. Den manglende viden henter de fra ingen ringere end Astralis. Og indtil videre er det blevet til B&Os første gamingprodukt, nemlig gamingheadsettet Beoplay Portal – til en svimlende pris på 3.749 kroner. Her er vores test af Beoplay Portal.

For alle den penge, så får man vel masser af gaminglook og RGB-lys? Nej, tværtimod. BeoPlay Portal er nemlig et meget atypisk gamingheadset, hvilket er både godt og skidt. Det hverken ligner, fungerer eller koster som et typisk gamingheadset. Der skal dog ikke herske tvivl om, at dette er en rigtig god start for B&O.

Fordele og ulemper ved Beoplay Portal

Fordele:

  • Lækkert design, velbyggede
  • God komfort
  • God lyd – til både spil og musik
  • Aktiv støjreduktion
  • Lang batteritid

Ulemper:

  • Høj pris for et gamingheadset
  • Ingen trådløs lyd med PlayStation
  • Mikrofonen er ikke fantastisk
  • Meget vindstøj med ANC aktiveret
  • Ingen opbevaringsæske

Design

Det mest atypiske ved BeoPlay Portal er deres design. Det er ikke fordi de ikke ligner noget B&O normalt laver. Tværtimod. Men det ligner på ingen måde det typiske gamingheadset, som man finder på hylderne. Og det er en god ting, synes jeg. Er man ikke til sort plastik, RGB-lys og overdimensioneret fremtidsagtigt-design, så er Portal virkelig et friskt pust. Jeg elsker at Beoplay Portal ligner et par helt almindelige hovedtelefoner.

Derudover er Beoplay Portal alt hvad vi normalt kender fra B&O, når det kommer til design, kvalitet og komfort. Det ligner til forveksling Beoplay HX – som vi netop har udgivet test af – men kigger man nærmere efter, så er der flere forskelle. Det største forskel findes i ørekopperne, som er langt større på Portal. Udover at gøre noget godt for komforten, så virker dette også til at hjælpe med positionering af lyd i spil – men mere om dette i afsnittet med lyd.

Beoplay er ekstremt godt bygget, ser godt ud og så er de meget komfortable. Selv efter flere timers gaming, i disse varme dage, har de ikke været varme at have på. De er ikke de mest komfortable på markedet, men de har uden tvivl den bedste kombination af kvalitet, design og komfort jeg har oplevet.

Læs også: Find de bedste telefoner til musik

Lyd

Det er egentlig ikke fordi der mangler headsets til gaming med god lyd. Dem er der masser af. Alligevel er det spændende, når B&O kaster sig over dette marked, hvor de, med deres erfaring, forhåbentlig kan bidrage til udviklingen. BeoPlay Portal er B&Os første lydprodukt til gaming – og det ses (høres). Trådløst benytter Portal Xbox Wireless og bluetooth 5.1 med aptX Adaptive. Der er også mulighed for tilslutning med 3,5 mm jackstik.

Portal har virkelig god lyd – både til spil og musik. Med B&Os app kan der let skiftes mellem de forskellige presets, hvilket varmt kan anbefales, da der er stor forskel på lyden til formålene. Når det kommer til gaming lyder Portal virkelig godt, har en udmærket klarhed og positionering. Der mangler lidt i de helt dybe toner, men grundlæggende gør Portal det godt. Beoplay Portal er ikke på højde med fx Astro A50, men de gør det stadig godt. Det fede er at Portal også er rigtig gode til musik, podcast og hvad man ellers skulle kaste efter dem.

B&O BeoPlay Portal
B&O BeoPlay Portal kræver kabel til en PS5.

Med Portal får man ikke kun et gamingheadset, men et sæt hovedtelefoner, som er gode til det meste lyd –  og så ser de godt ud, mens de gør det. Det er atypisk for gamingheadset at have ANC, men det tilbyder Portal altså. Jeg synes personligt ikke det gør den store forskel ved gaming, som det gør ved musik. Men sidder du i toget og spiller spil, så er det måske meget rart med ANC. Sammen med ANC er der også Transparency Mode, hvor man får forstærket lyden fra omgivelserne.

Hvad der derimod kan drille er, at man nogle gange skal finde et kabel frem. Hvor de fleste headsets til gaming med trådløs lyd kommer med en lille dongle, så gør Portal ikke. Fedt nok, tænker du? Ja, bortset fra at Portal ikke virker trådløst med PlayStation-konsoller. Og til prisen er det skuffende. Men mon ikke det er noget B&O vil tilbyde i kommende gamingheadsets? Og bruger man dem med kabel, så kan forbindelsen drille. Man må nemlig først tilslutte kablet efter man har tændt dem, hvis de skal registrere forbindelsen. Ellers hopper de bare på den seneste bluetooth-enhed de har været tilkoblet, fx din telefon, selvom kablet sidder i.

Læs også: Mobilabonnement med musik

Beoplay Portal
Beoplay Portal er utroligt komfortable og ser godt ud.

Batteri

Trådløse hovedtelefoner og højtalere fra B&O tilbyder ofte en imponerende batteritid, og Portal er ingen undtagelse. B&O lover op til 12 timer med Xbox Wireless, Bluetooth og aktiv støjreduktion og 24 timer med Bluetooth og aktiv støjreduktion. Og med en kablet forbindelse til fx en PlayStation 5, så er batteritiden endnu længere.

Jeg har brugt Beoplay Portal til både musik og spil, både trådløst og med kabel i min test, og jeg er meget imponeret over batteritiden. Jeg kan uden problemer få fire dage brug ud af Beoplay Portal. Det er langt over hvad kan med mit nuværende headset, som udelukkende bruges til spil.

Se også: Test af hovedtelefoner, højtalere og gadgets

Pris og konklusion

Skal du købe Beoplay Portal? Vil du gerne have det bedste gamingheadset, så vil jeg sige nej. Skal du bruge et headset til Playstation 4 eller 5, så skal du også springe dette over. Vil du derimod have et headset, som udover at være godt til gaming, også er meget velegnet til musik, ser godt ud og er utroligt godt bygget, så er Portal ret unikt. Men du skal have den store pung klar, for Beoplay Portal koster næsten det samme som en Xbox Series X-spillekonsol, nemlig 3.749 kroner.

Beoplay Portal markerer en god start på B&O i gaming. Portal er et godt produkt, men jeg er endnu mere spændt på at se, hvad det næster bliver fra B&O i denne genre.

B&O Beoplay Portal lander på 7 ud af 10 i test.

Læs også: Priser på bluetooth headset