Test af Beoplay HX: Til både musik og arbejde

Beoplay HX har fantastisk god lyd, komfort og batteritid og så kan den også friste dem, der bruger headsettet til både musik og arbejde. Læs test.

Test af Beoplay HX: Til både musik og arbejde

Fordele og ulemper ved Beoplay HX

Fordele:

  • Komforten
  • Lydkvaliteten til både musik og samtaler
  • Let opkobling til computer
  • Kan være forbundet til to enheder på samme tid
  • Batteritiden

Ulemper:

  • Prisen

Test af Beoplay HX

Design og komfort

Beosund HX ligner de andre over ear headsets, der er kommet fra B&O de seneste år. Det virker dog mere gennemarbejdet og som ét stykke mekanik og så sidder de store ørekopper eller ørepuder bare virkelig dejligt om ørene.

Man styrer lyd og sange på touch-ørekopperne og der er en fysisk knap til at aktivere og styre ANC.

Læs også: Find de bedste telefoner til musik

Lyd

Først og fremmest er lyden til musik fremragende. Der er ikke smurt virkemidler på lydfladen – den fremstår klar og lækker med detaljer og fylde.

Der er de nyeste trådløse teknologier til at sikre den bedste trådløse lyd, nemlig Bluetooth 5.1, AptX Adaptive, AAC og SBC. Det er også muligt at benytte kabel, hvis man foretrækker det, men lyden er fremragende trådløst, så det giver ikke rigtig mening at bøvle med kablet.

Jeg har lyttet til alt fra pop og rock til jazz og metal – og det meste der i mellem. Mit gæt er, at alle uanset favoritgenre vil få virkelig stor fornøjelse af lyden fra dette headset.

Til samtaler har B&O oppet sig lidt og tilføjet hele seks mikrofoner. De fanger ens stemme rigtig fint, virker det til når vi spørger folk, vi taler med og det fungerer godt til både mobilsamtaler og videomøder på computeren. Og så skal der lyde stort plus for at man kan bruge headsettet til både mobil og pc på samme tid. Altså ikke på samme tid samme tid, men headsettet kan være koblet til både en mobil og computer, så man let kan skifte og bruge dem på den enhed, man ønsker.

Headsettet har Microsoft Swift Pair, Google Fast Pair og Made for Apple, så det er utrolig let at parre headsettet med en mobil eller computer.

Den aktive støjreducering A(NC) er god til at sortere støj fra trafik og andre summende kilder fra, mens også tale i tog og bus fint tages væk fra lydbilledet. Cykler man, suser det dog rigtig meget, hvad enten man bruger ANC eller ej.

Det er muligt at justere på graden af støjreduering og hvor meget lyd fra omgivelserne, der må lukkes ind. Det gøres via appen. Jeg benyttede mig dog mest af den knap, der sidder på venstre ørekop til at aktivere og deaktivere.

Funktioner

Et par funktioner skal nævnes. Når man tager headsettet af, mens man spiller musik, stopper musikafspilleren nærmest øjeblikkeligt og starter straks de kommer på hovedet igen. Det er ret imponerende, hvor hurtigt headsettet registrerer det.

Derudover er der aktiv støjreducering, der kan reguleres okay efter behov. Headsettet har ikke stremmestyring. Det er ikke en funktion, jeg savner overhovedet.

Læs også: Mobilabonnement med musik

Batteri

På en fuld opladning får man 35 timers batteritid med ANC og 40 timer, når ANC er aktiveret. Det er lang tid og utrolig dejligt. Udover lyd og komfort er lang batteritid helt klart undertegnedes fortrukne feature på et headset som dette.

Det er muligt at indstille headsettet til at slukke, hvis det ikke har været brugt i 15 minutter. For min skyld måtte det gerne slukke efter 5 minutters brug.

Læs også: Priser på bluetooth headset

Pris og konklusion

Beoplay HX byder ikke på noget revolutionerende nyt, det virker bare rigtig gennemarbejdet. Lyd, komfort og batteri er fremragende og det er dejligt med let skifte mellem telefon og laptop. Den aktive støjreducering er ikke på niveau med de bedste headset. Prisen er lidt høj og det afspejler sig også i vores bedømmelse.

Beoplay HX lander i vores bedømmelse på 8/10.

Se også: Test af hovedtelefoner, højtalere og gadgets