1 gbit super bredbånd

Søg bredbåndspuljen på 40 millioner kroner til hurtigt bredbånd

I 2016 fik godt 3.700 adresser et samlet tilskud på knap 80 millioner kroner fra bredbåndspuljen og år er der  40 millioner i puljen.

Pengene kan søges af lokale sammenslutninger til at få hurtigt bredbånd til lokalsamfundet. Ca. 86 procent af alle husstande og virksomheder er i dag dækket med mindst 100/30 Mbit, men der er stadig lokale områder, hvor dækningen kan blive bedre.

Se også:  Teleselskaber med bedst netværk og dækning

Søg tilskud fra bredbåndspuljen hvis du oplever dårlig internet

Oplever man dårlig internet, bør man slå sig sammen lokalt og sende en ansøgning afsted, opfordrer energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

”Regeringen er fokuseret på, at midlerne rammer i hele landet, og derfor opfordrer jeg borgere og virksomheder til at gå sammen og etablere lokale projekter så vi kan få pengene ud og arbejde, og få forbedret dækningen i de områder, som har dårlig dækning. Puljen er målrettet områder, hvor der er en meget dårlig bredbåndsdækning, og hvor der er en reel efterspørgsel efter bedre dækning,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Se også: Wifi calling = bedre indendørs dækning

Søg og pres teleselskaberne

Erfaringerne fra første ansøgningsrunde viser også, at når man først finder sammen og tager kontakt til sit teleselskab, så kan der nogle steder skabes dækning selv uden tilskud.

Hvis der er nok, som går sammen om et lokalt bredbåndsprojekt, vil det i nogle tilfælde være muligt at få et teleselskab til at rulle hurtigt bredbånd ud – uden at staten skal yde støtte til projektet.

”Bredbåndspuljen giver glimrende mulighed for at få en bedre dækning i lokalområderne. Det er et vigtigt skridt på vejen mod, at alle danskere har en god bredbåndsforbindelse i 2020. Den digitale infrastruktur er afgørende for, at danskerne kan bo og drive virksomhed over hele landet,” siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Se også: Del dit internet på flere enheder

Frist for at søge bredbåndspuljen

Udover bredbåndspuljen har regeringen blandt andet gjort det muligt at få fradrag til arbejdsomkostninger ved etablering eller opgradering af bredbånd via Boligjob-ordningen. Der er frist for indgivelse af ansøgninger til Energistyrelsen den 14. september 2017.

Se også: Teleselskaber med bedst dækning