bibob mobilabonnement

Telenor dropper Bibob – CBB styrkes

Bibob er et af de mere kendte mobilbrands i Danmark, alligevel vælger Telenor, der ejer Bibob, at lægge selskabet i graven og i stedet lægge alt over i CBB, som Telenor altså også ejer. Det sker fra og med den 22. januar.

Alle Bibob-kunder får deres nuværende prisplaner med over til CBB. De to brands deler i forvejen kundeservice og it-platform, ligesom de begge bruger Telenors mobilnetværk.

Telenors adm. direktør Jesper Hansen forklarer, at selskabet er på en strategisk rejse for at forenkle hele Telenor, så det bliver mere enkelt for kunderne og for Telenor at drive forretningnen.

“Vi har reduceret antallet af produkter, vi er i gang med en omlægning af it-systemerne, og nu nedlægger vi så et af vores brands for at koncentrere os om at dyrke og finpudse Telenor og CBB”, forklarer Jesper Hansen.

Se også: Sammenlign pris på mere end 350 mobilabonnementer

 

Efter mange års priskrig kommer konsolideringsprocessen

Teleanalytiker Nicolas Fredriksen, fra telepristjek.dk, forklarer, at efter mange år med priskrig, så er teleselskaberne gået ind i en konsolideringsprocess, hvor det primært handler om at tjene penge og udvikle nye forretningsområder.

“De sidste tre måneder har vi i rigtig mange teleselskaber set, at de billigste mobilabonnementer er steget med mere end 20 procent. Bibob og CBB har længe delt kundeservicemedarbejdere og lokaler, så det er ikke den store overraskelse. Nedlæggelsen af Bibob er sådan set en styrkelse af CBB og man kan forvente, at CBB bliver platformen for nye tjenester og fordele”, forklarer Nicolas Fredriksen.

“Det bliver i øvrigt interessant at se, hvad der ellers vil ske af konsolideringer af brands. For nylig blev DLG Tele indlemmet i Telia og ser man på mobilselskaberne i TDCs net, så er der her et kæmpe buskads af små selskaber, som sikkert snart bliver trimmet og samlet i et større selskab”, vurderer Nicolas Fredriksen.

Se også: Hvilket teleselskab er bedst? Vær med til at afgøre det!

Bibob-kunder skal intet gøre

Bibob-kunderne har i dag modtaget en mail med information om den forestående ændring.

Ingen Bibob-kunder skal skifte simkort i forbindelse med navneskiftet, og de vil fra 22. februar kunne logge ind på CBB’s hjemmeside med samme brugernavn og password, som de i dag benytter hos Bibob.