mobilabonnement med billig tale taletid

Telefonsalg: Du er ikke nødvendigvis bundet af aftalen selvom du takker ja

En afgørelse fra Teleankenævnet konkluderer nu, at man ikke nødvendigvis er bundet af en aftale, selvom du har takket ja til et tilbud over telefonen – hvis der ikke er bevis for et gyldigt samtykke til telefonisk kontakt, kan man slippe ud af aftalen, hvis man fortryder.

 

Telefonsælgere må kun ringe ved beviseligt samtykke

Sagen drejer sig om et telefonsalg, som et teleselskab hev i land – men hvor salget altså røg af krogen. Teleselskabet kunne nemlig ikke fremvise andet end et excel-ark, hvor der stod en mailadresse og telefonnummer, som ikke var forbrugerens.

Dermed hæftede forbrugeren ikke for de regninger, som teleselskabet havde sendt til ham. Hovedreglen er, at virksomheder ikke må ringe til dig med tilbud, medmindre du selv udtrykkeligt har bedt om at blive kontaktet. Virksomheden skal kunne dokumentere, at den har indhentet et personligt samtykke fra dig. Kan den ikke det, er du som udgangspunkt ikke bundet af aftalen, forklarer  forbrugerjuridisk chef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, Susanne Aamann.

”Hvis du modtager regninger for en aftale, som du har indgået over telefonen, men som du mener, er ugyldig, er det vigtigt, at du ikke venter for længe med at klage til virksomheden. Går der for lang tid, kan du ende med alligevel at være bundet af aftalen, fordi du har udvist passivitet,” siger Susanne Aamann.

Se også: Abonnement med rigtig meget data

 

Vær opmærksom på samtykke du giver

Det er ikke altid, at forbrugerne selv er opmærksomme på, at de har givet deres samtykke. Det kan for eksempel være sket i forbindelse med, at de har deltaget i en konkurrence på nettet.

”Nogle virksomheder bruger spørgeskemaer eller konkurrencer på nettet til at indhente samtykke til, at de må kontakte dig. Før du deltager i en konkurrence eller svarer på et spørgeskema, er det en god ide at tjekke, om du samtidig giver dit samtykke. Det skal fremgå tydeligt, før det er gyldigt” siger Susanne Aamann.

Der er nogle få brancher, som er undtaget forbuddet mod telefonsalg. Det drejer sig om salg af for eksempel aviser og forsikringer. Hvis du vil være fri for de opkald, skal du tilmelde dig Robinsonlisten.

Se også: Køb ny mobil – find bedste pris

 

Regler for telefonsalg

Ifølge forbrugeraftaleloven er telefonsalg forbudt i Danmark, medmindre du selv udtrykkeligt har bedt om at blive kontaktet. Der er nogle få undtagelser, hvor sælgeren godt må kontakte dig over telefonen for at sælge noget. Det drejer sig om salg af:

  • Abonnementer på aviser, ugeblade og tidsskrifter
  • Bøger
  • Forsikringer
  • Abonnement på redningstjenester og sygetransport

Vil du undgå alle former for telefonsalg, kan du tilmelde dig Robinsonlisten.

Se også: Find bedste priser på telefoni