Test af tado Wireless Temperature Sensor – musthave

For at gøre Tado's smarte radiatortermostater en tand mere smarte, så har de brug for en Tado Wireless Temperature Sensor - Her er vores test af den.

Test af tado Wireless Temperature Sensor – musthave

Tado Wireless Temperature Sensor er en ny tilføjelse til den tyske producents allerede smarte radiatortermostater. Og selvom det kan virke en anelse fjollet, at man skal have en temperatursensor til en termostat, som allerede har en sådan indbygget, så er den et must have. Her er min test af Tado Wireless Temperature Sensor.

Da jeg tilbage i 2018 testede Tado’s smarte radiatortermostater V3+, var jeg virkelig imponeret. Faktisk var jeg så imponeret, at jeg i julegave ønskede mig de selv samme termostater til hele lejligheden. Og den dag i dag er de stadig monteret på mine radiatorer, hvor  de er til stor glæde – og fungerer ganske upåklageligt. I mine øjne et virkelig godt produkt Tado har lavet, og de bliver den dag i dag dagligt testet af min 15 måneders datter.

Jeg havde dog et enkelt problem med de smarte radiatortermostater (i virkeligheden to, for de mangler stadig en børnesikring), og det var temperaturmålingen. Eftersom temparatursensoren sidder monteret hvor radiatoren, og varmen laves, så er det ikke repræsentativt for temperaturen i fx en stor stue. Og det er netop derfor Tado har lavet Wireless Temperature Sensor. Jeg har haft Tado Wireless Temperature Sensor til test i ganske lang tid, og kan derfor nu roligt sige, at den er et virkelig godt køb.

Let at komme i gang med

Ligesom andre af Tados produkter, så er Wireless Temperature Sensor utroligt let, at komme i gang med. Den tilføjes til den eksisterende Tado system, hvor man i opsætningen skal vælge hvilket rum, den bliver placeret i og dermed at måle temperatur i. Derefter er opgaven at finde et sted, hvor man tænker det er bedst at måle temperaturen – altså ikke lige ved radiatoren eller ved et vindue.

Man kan vælge at hænge sensoren op, hvor der følger skruer og rawplugs med til formålet. Man kan også bare finde et sted, hvor den kan stå i ro og fred – denne løsning har jeg valgt.

Betjeningen af Wireless Temperature Sensor er så simpel som noget kan være. Der sidder kun en enkelt knap på den. Trykker man på den, så får man oplyst nuværende temperatur. Er der registreret et åbent vindue, så viser den også det. Herefter kan man justere temperaturen i det tilkoblede rum.

Læs også: Test af Ajax sikkerhedssystem

Tado Wireless Temperature Sensor
Tado Wireless Temperature Sensor passer ind i de fleste hjem.

Endelig en korrekt temperaturmåling

Lige siden jeg fik de smarte termostater fra Tado installeret, er jeg blevet nødt til at kompensere for dens upræcise temperaturmåling. Det vil sige, at ville jeg havde 23 grader i stuen, så skulle radiatortermostaten stå på fx 24 grader. Og det resulterede i nogle upræcise stastistikker i Tado ellers fremragende app.

Med Tado Wireless Temperature Sensor er dette en helt anden oplevelse. Nu kan jeg sætte temperaturen til 23 grader, og så er det den temperatur der er i rummet.

Og med sensoren får man en ekstra lille fordel. Hvor man med radiatortermostaterne kan justere med én grads forskel, så kan man med sensoren gøre det i 0,1 grads forskel. At kunne vælge 22,5 fremfor 23 gør faktisk en forskel, og det bliver lette at ramme det helt perfekte indeklima. Det har været en fornøjelse at have Tado Wireless Temperature Sensor til test.

Se også: Hurtigt internet til det smarte hjem

Tado app
Tados app er fremragende, har gode værktøjer og giver et godt overblik.

Konklusion: Tado Wireless Temperature Sensor er et musthave

Man kan sagtens bruge Tado’s smarte radiatortermostater uden den nye sensor, men vil have man den korrekte temperatur, at arbejde ud fra, så skal man have Wireless Temperature Sensor. Den er uhyre simpel og let at bruge, passer ind i alle hjem og så giver denn mulighed for, at man endnu mere præcist kan ramme det perfekte indeklima.

Det er virkelig svært at sige noget dårligt om den nye sensor fra Tado, som helt sikkert bliver en fast del i mit eget Tado-system. Hvis jeg skulle hive en ulempe fra, så er det prisen. Og så alligevel ikke. Den vejledende pris er på 649 kroner, hvilket er ret pepret. Men nu kan den altså findes til under 400 kroner, og det gør altså Tado Wireless Temperature Sensor til et virkelig godt køb. Har du ikke allerede Tado, så er den nye Wireless Temperature Sensor med i flere af Tado’s startkits.

Tado Wireless Temperature Sensor lander i test på 10 ud af 10.

Se også: Test af smart home teknologi og gadgets