Salget falder for Apple og Samsung – telefonerne er for dyre

Samsung og Apples topmodeller sælger ikke så godt som tidligere - de er ganske enkelt for dyre og brugerne holder på deres mobiltelefoner i op mod fire år mod tidligere 18 måneder.

Salget falder for Apple og Samsung – telefonerne er for dyre

En ting har ærkerivalerne Samsung og Apple til fælles for tiden, og det er, at salget af telefoner er gået ned for dem begge, hvilket har vist sig i de regnskaber, der er blevet offentliggjort i denne uge. En af årsagerne er, at telefonerne er for dyre.

 

iPhone-omsætning faldt med 12 procent

Apple giver os ikke længere specifikke salgstal, men regnskaberne viste et fald i indtjening på iPhone-salg på 12 procent sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det resulterede i en indtjening på salg af iPhones i dette kvartal i år på 25,99 milliarder dollars, hvorimod samme tal sidste år lå på 29 milliarder dollars.

Det ser ikke meget anderledes ud for Samsung. Sydkoreanernes regnskaber viser ganske vist en stigning i antal solgte smartphones i dette seneste kvartal sammenlignet med det samme kvartal i 2018, men det skyldes ifølge Samsung selv en større efterspørgsel på de billigere telefoner fra blandt andet Galaxy A-serien. De dyre flagskibsmodeller sælger ikke så godt, og antal solgte enheder faldt dette kvartal i forhold til kvartalet før. Det gælder frem for alt Galaxy S10.

Det er enkelt at drage en konklusion af dette – kunderne er ikke vilde med telefoner med en pris på over 7.000 kroner.

Se også: Find billig Samsung Galaxy S10

 

Høje priser får folk til at beholde deres mobil i længere tid

Den høje pris på flagskibstelefonerne er ifølge CNBC også en af grundene til, at mange beholder deres telefoner i længere tid, inden de skifter dem ud, end det hidtil har været tilfældet. En anden grund er selvfølgelig, at telefonerne er blevet bedre og på den måde også holder længere. Det hænger så at sige sammen.

Telefonerne holder længere og derfor er det lettere at vente med at købe en ny. Ifølge Analytiker ved Bernstein, Toni Sacconaghi, skifter den gennemsnitlige iPhone-ejer kun sin telefon ud hvert fjerde år – for nogle år siden havde brugerne deres iPhone i 12-18 måneder, inden den blev skiftet ud med en ny. Samtidig kommer nogle af de nye modeller kun med få eller ubetydelige forbedringer i forhold til en ældre model, og det føles derfor ikke så lokkende at punge ud med store beløb.

For år tilbage, hvor hver ny model nærmest bød på syvmileskridt af teknologisk udvikling, var sagen en anden. At udviklingen af teknologien i mobilerne er nået så langt, som den er, spænder så at sige ben for producenterne. Måske er forbrugerne også blevet mere økonomisk bevidste eller sågar påpasselige.

Se også: Find billig iPhone Xr

 

Ikke vigtigst at have super modellen

Et eksempel på det er sidste års iPhone-modeller. Den billigere iPhone XR (startpris omkring 6.300 kroner eller 750 dollars) har udmærket kamera og andre funktioner, mens de dyrere XS (startpris omkring 8.300 kroner eller 1.000 dollars) og XS Max (startpris omkring 8.900 kroner eller 1.100 dollars) er helt klart bedre på stort set alle punkter, herunder kamera og skærm.

Alligevel er det XR-modellen, der har solgt bedst. Desuden sælger iPhone 7 til 300 dollars også stadig godt. Det er med andre ord ikke længere det vigtigste at have supermodellen. Vi ser lignende tendenser for Samsung, hvor A-serien er populær hos den, der ikke vil betale næsten 1.000 dollars for en Galaxy S10+. Udviklingen gør dog ikke, at Samsung eller Apple ændrer taktik i synderlig grad.

Om kun få dage præsenterer Samsung Galaxy Note 10, en telefon mange har ventet på med spænding. Den skal tage kampen op med de iPhones, Apple kommer med i næste måned, så Samsung satser stort, ingen tvivl om det. Apple forsøger at finde andre produktkategorier, der kan tage over for det faldende iPhone-salg. Det handler for eksempel om abonnementstjenester og tjenester i det hele taget. Indtil videre går det udmærket, hvilket gør, at investorerne ikke er nervøse. Tværtimod er aktierne lige steget, så Apple igen er et selskab med en samlet værdi på over en billion dollars.

Se også: Find priser på mobiltelefoner