telenor

Telenor dropper taletidskort og vinker farvel til 200.000 kunder

Der findes stadig rigtig mange i Danmark med et taletidskort og alene Telenor har 205.000 aktive kunder med taletidskort. Problemet for Telenor er bare, at det er dårlig forretning, faktisk så dårlig, at selskabet nu vælger at stoppe for brugen af taletidskort.

Dermed vinker de farvel til godt 200.000 kunder, kunder der også risikerer at miste deres mobilnummer. Fra og med 31. marts i år vil man derfor ikke længere kunne købe selskabets taletidsprodukter, som typisk sælges via kiosker og dagligvareforretninger. Det drejer sig om Telenor Taletid, CBB Mobil Taletid, One Mobile og Colour Mobile.

Se også: De billigste mobilabonnementer

Konkurrencen på taletidskort er hård

Jesper Hansen, adm. direktør i Telenor Danmark, forklarer om det nye tiltag, at Telenor er på en strategisk rejse for at forenkle Telenor med fokus på at skabe gode kundeoplevelser.

“Hele grundlaget for vores forretning er at kunne etablere et godt forhold til vores kunder, og det kan vi kun, hvis vi kender dem. Brugerne af taletidskortene er anonyme, og vi har derfor ikke mulighed for at komme i dialog med kunderne og tilbyde dem hverken rådgivning eller nye digitale tjenester. Dertil kommer, at konkurrencen på taletidskort er så hård, at vi ikke længere tjener penge på den del af forretningen. Derfor har vi besluttet at stoppe med at sælge taletidskort”.

Se også: Mobilabonnement med gratis roaming

 

Telenors kerneområde er familier

Telenor har gennem de sidste par år stillet skarpt på billig mobiltelefoni til familier og i dag anses familier som værende Telenors kerneområde.

Taletidskort er de optankningskort, som sælges i kiosker og supermarkeder.  Taletidskort er blandt andet populære hos turister, der er på besøg i Danmark, og som ønsker at kunne ringe hjem og være sikre på, at de ikke overskrider et givent forbrug. Derudover bruges de også af kunder, der ønsker at oprette et abonnement uden at skulle registrere sig.

Se også: Billige alternativer til taletidskort