Forstå de nye regler for roaming i EU på tre minutter

Den 15. juni træder de nye EU-regler for fri roaming inden for EU's grænser i gang, men hvordan er de nye EU-regler? Vi forklarer, så du forstår dem på tre minutter.

Forstå de nye regler for roaming i EU på tre minutter

Efter mange års forhandlinger og tovtrækkeri sker det nu endelig snart – fra den 15. juni kan du frit bruge din mobil i udlandet som var du hjemme i Danmark uden at tænke på dyre ekstra regninger. Sådan er det i hvert fald blevet fremlagt af EU. Reelt set er der dog begrænsninger indlagt i reglerne, så mobilkunderne ikke bare kan bruge løs som de vil af deres mobilpakke.

EU har nemlig ikke fjernet roaming-priserne, de har bare pålagt teleselskaberne, at roaming-udgifterne ikke må tørres direkte af på mobilkunderne. Derfor skal teleselskaberne betale til hinanden, når man går på nettet med sin mobil på tværs af grænserne – den pris, det koster mellem teleselskaberne, kaldes for wholesale roaming cap. Det har naturligvis ført til stor bekymring for store ekstra udgifter for teleselskaberne. EU har dog forsøgt at dæmme op for denne bekymring ved at indføre en såkaldt fair use-grænse.

Se også: Roaming er gratis men ikke hos teleselskaberne

Fair use grænse på dataforbruget i EU

Denne fair use-grænse betyder, at man må bruge mobildata i EU på op til det, der svarer til det dobbelte af prisen på ens mobilabonnement. EU har sat prisen til 57,5 kroner per GB. Det betyder altså, at hvis du for eksempel tager på ferie i Spanien og har et mobilabonnement til 119 kroner, så har du krav på at kunne bruge 4,14 GB data uden at det skal koste dig ekstra i den måned. Så har du et mobilabonnement til 119 kroner med 30 GB data, må du altså alligevel kun bruge godt 4 GB data i udlandet.

Overstiger ens dataforbrug denne fair use-grænse, blokeres der for dataforbindelsen, indtil du igen er hjemme i Danmark.

Danmark er kendt for at have nogle af de billigste mobilabonnementer i EU og denne fair use-grænse fastsat af EU rammer derfor de danske mobilbrugere hårdere end i de fleste andre lande.

Se også: Gratis roaming betyder dyrere mobilabonnementer

Dataprisen falder løbende de næste 7 år – mere data til dig

Den pris, teleselskaberne skal betale hinanden ved brug af data, den såkaldte wholesale roaming cap, bliver løbende reduceret over de kommende 7 år.

  • Per 15. juni 2017 er prisen fastsat til 57,5 kroner.
  • Per 1. januar 2018 falder prisen til 45 kroner
  • Per 1. januar 2019 falder prisen til 33,6 kroner
  • Per 1. januar 2020 falder prisen til 26,1 kroner
  • Per 1. januar 2021 falder prisen til 22,4 kroner
  • Per 1. januar 2022 falder prisen til 18,6 kroner

Dette prisfald er interessant for dig som forbruger, fordi du får lov til at bruge mere data i takt med at prisen falder i henhold til fair use-grænsen. Holder vi fast i mobilabonnementet til 119 kroner (priserne for mobilabonnementer stiger dog formentlig i årene der kommer) så betyder det, at du i 2022 kan bruge 12,8 GB data i EU, inden der blokeres for dataforbindelsen.

Se også: Mobilabonnementer med roaming inkluderet

 

Fair use-regler for tale, sms og mms

EU har valgt, at der ikke må benyttes en fair use-grænse, når det gælder tale, sms og mms. Så har du et mobilabonnement med fri tale, sms og mms, så kan du altså bruge løs af de tjenester uden at bekymre dig om ekstra omkostninger.

 

Mobilabonnementer med mange tjenester inkluderet

I Danmark tilbyder flere teleselskaber mobilpakker med tjenester inkluderet og denne type mobilabonnementer er ofte dyre. Telmore Play med 7 tjenester inkluderet koster for eksempel 199 kroner om måneden, mens Telias største pakke med 100 GB koster 399 kroner.

Har du for eksempel Telias største mobilabonnement, vil du derfor, i følge EU’s roaming-regler og fair use-grænse, have krav på at kunne bruge 13,87 GB data om måneden i udlandet per 15. juni. Dog kan Telia trække de beløb fra, som går til de forskellige tjenesteudbydere, men forbrugerne ikke ved, hvad de enkelte teleselskaber betaler deres samarbejdspartnere for dette, er det reelt helt uoverskueligt for kunderne at vide, hvor meget data de så må bruge i udlandet om måneden.

Vi har ikke kunnet få en kommentar fra hverken Telia eller Telmore om dette.

Se også: Mobilabonnementer med tv-serier og musik

 

Teleselskaberne kan helt blokere for roaming

Som udgangspunkt skal man som mobilkunde ikke gøre noget aktivt for kunne bruge mobilen i udlandet i henhold til de nye roaming-regler, oplyser EU. De nye roaming-regler og -mekanismer skal være inkluderet som standard i kundernes kontrakter med teleselskaberne.

Alligevel må teleselskaberne gerne blokere helt for roaming i udlandet, så man slet ikke kan bruge sin mobil inden for EUs grænser. Ønsker man et mobilabonnement til brug inden for EU’s grænser, så risikerer man derfor, at skulle betale ekstra for den mulighed.

Trods EU’s forsøg på at gøre det billigere og mere gennemskueligt at bruge mobilen i udlandet, er det langt fra lykkedes – der er stadig en masse hvis’er og måske’er, man skal være opmærksom på i forhold til ens forbrug og priser, lige som der altid har været.

Se også: Artikler med sparetips og guides til brug af mobilen i udlandet

kilde

Mere om temaet

Siden redaktionen kørte dette opslag er der kommet nyt i sagen. Steen Jørgensen fandt det relevant at følge op på temaet. 8/5/2017 postede redaktionen en ny vinkel med en artikel der drejer sig om 3: Vi vil ikke begrænse kundernes dataforbrug i udlandetKlik her for at læse den påfølgende artikel.. Se også seneste nyt om emnet her..