3 gør nu hele EU roaming frit – 40 lande er nu inkluderet

Fra og med den 23. maj bliver hele EU roaming frit som 3-kunde - 12 nye lande i EU bliver nemlig tilføjet.

3 gør nu hele EU roaming frit – 40 lande er nu inkluderet

Om cirka et år bliver hele EU roaming-frit og selv om priserne faktisk allerede er faldet meget de sidste par år, så kan det jo stadig blive rigtig dyrt, hvis man streamer en film om dagen i udlandet.

Prisen for en megabyte data skulle således fra juni 2017 lande på 0,05 euro, det svarer til 37 øre. Streamer man for eksempel en film på 2 GB, så vil det løbe op i cirka 740 kroner.

Derfor vil det for mange stadig være yderst aktuelt med en god roaming-pakke, hvor man ikke betaler ekstra for at bruge løs af den data, der følger med i ens mobilpakke.

Se også: Billig roaming i EU

Gratis roaming i hele EU

I dag er det Telia og 3, der har de stærkeste roaming-løsninger og fra den 23. maj udvider 3 så deres roaming-tilbud med yderligere 12 lande i EU. Det betyder, at de tilbyder fri roaming i hele EU fra den 23. maj, hvis man har et 3LikeHome abonnement. Det betyder igen, at 3 nu tilbyder gratis roaming i 40 lande verden over.

Udover EU er også lande som USA, Puerto Rico og de Amerikanske Jomfruøer omfattet af 3LikeHome.

“Med denne udvidelse gør vi det endnu en gang simplere for kunderne at orientere sig mod udlandet og tage af sted uden at bekymre sig om roaminggebyrer og ubehagelige overraskelser på telefonregningen, når de kommer hjem. Nu er hele EU med i pakken, og kunderne kan fx trygt køre på bilferie til Middelhavet med mobilen som vejviser,” fortæller Morten Christiansen, der er administrerende direktør for 3.

Se også: Gratis roaming i EU

Sådan får du 3LikeHome

3LikeHome er inkluderet i alle Fri Tale- og bredbåndsabonnementer hos 3, og dermed skal kunderne ikke betale ekstra for at ringe hjem til Danmark eller lokalt i et 3LikeHome-land. Man kan også SMS’e, MMS’e og bruge data fra den datamængde, der er inkluderet i ens abonnement, som var man i Danmark.

Der er dog et par begrænsninger tilknyttet 3LikeHome. Man kan højst bruge op til 10 GB data i op til 30 dage af gangen, når man roamer i udlandet.

Opkald til udenlandske numre uden for det land, man befinder sig i, koster også almindelig udlandstakst.

Se også: Brug mobilen billigt i udlandet